Den gode terapihest

Rán er helt ny. Ny på gården. Ny i relation med mig og ny som terapihest. Og selvom jeg kun har trænet hende et par gange, så ved jeg, at hun bliver en rigtig. Og hvordan ved jeg så det? Hvad er en god terapihest? Udfra hvilke kriterier vælger jeg hestene? Og hvordan træner jeg dem? Det er nogle af de spørgsmål, som jeg rigtig tit bliver stillet. 

Derfor her nogle af de tanker, jeg gør mig i mit arbejde med hesteassisteret terapi i forhold til mine terapiheste, deres uddannelse og arbejde. 

Det absolut vigtigste for en veluddannet terapihest er, at den skal være velafbalanceret, så den kan spejle klientens adfærd autentisk. Den skal kunne finde ro i sit eget nervesystem og i relation.

Udover over Rán har jeg også fået den 23 årige pintoblanding Two Socks, som ny terapihest. Han er faktisk helt tilfældigt efter min nu afdøde hingst, Indiana Jones. 

Når jeg udvælger terapiheste, så kigger jeg efter 3 ting. For det første, at de som nævnt er velafbalanceret i deres nervesystem. Derefter hvordan deres relation er til mennesker, og til sidst, om de er velpassede af deres ejer. 

Som sagt er førstnævnte det vigtigste. Og hvad betyder velafbalanceret så? En velafbalanceret hest er en hest, som i relation er tilstede i nuet, og derfor reagerer autentisk på det, der sker og er opmærksom på, hvad der foregår omkring den. Det er vigtigt at understrege, at en hest, der er rolig lige meget, hvad der sker omkring den, ikke er det samme som en velafbalanceret hest. Som terapeut skal man derfor kigge efter, om hesten er rolig, fordi den er i balance, eller om den er rolig, fordi den ikke er tilstede. Altså prøver at ignorere, hvad der foregår omkring den. En der er ligeglad, har givet op. Det man vil kalde en slukket hest. Heste må gerne reagere, rejse hovedet, spidse ører, stivne i kroppen, hvis der pludselig sker noget uventet. Derefter skal de orienterer sig mod deres leder, og falde til ro, hvis lederen ikke reagerer. Det er, hvad man vil kalde en sund reaktion. 

Derefter kigger jeg på, hvordan deres relation til mennesker er. Hvis hest har for mange dårlige oplevelser med mennesker, så kan de være svære at arbejde med, da heste jo har en rigtig god hukommelse. De skal være nysgerrige, venlige og glade for relation. De skal kunne lide at blive rørt ved. Kunne lide at arbejde i relation, være tilstede med mennesker osv. De skal også invitere til at være i en flok sammen med mennesker og kunne falde til ro i relation, så de kan tilbyde klienten at samstemme dennes nervesystem med hestens. 

Sidst men ikke mindst, så skal de heste, jeg tager ind i mit terapiarbejde have en ejer, der passer og plejer dem. Det er vigtigt for mig, at jeg ved, at “mine” heste er velpassede. 

Jeg udvælger ikke heste efter race. Jeg har både en pinto, araber, islænder, oldenborger og en spansk hest. Tidligere havde jeg også en Dansk Varmblod. Kodeordet er trygge og glade i relation. Jeg har tidligere arbejdet med heste, der var tidligt skadet (læs min blog om det autonome nervesystem), men der er meget arbejde i, at få traumatiserede heste til at kunne slukke deres indre alarmberedskab i nervesystemet. Derfor anbefaler jeg som udgangspunkt ikke dem som terapiheste, når jeg er med til at udvælge heste til andre. 

Rán skal nu i gang med sin træning. Det er meget forskelligt, hvilken træning mine heste får. Både Ravn og Two Socks bliver kun trænet fra jorden. Som udgangspunkt byder træningen på horsemanshiparbejde, også kaldet kropssprog. Hver gang sikrer jeg mig, at hesten er i balance mentalt og kommuniker med mig. Jeg arbejder med, at de skal spejle mit kropssprog, jeg aflæser dem og signalerer tilbage osv. Træningen er også vigtigt, da heste finder deres velvære i deres krop, så derfor sikrer jeg mig hver dag, at de er løsgjorde, afspændte osv. Andre af mine heste, dressurtræner jeg også. Her arbejder jeg også kropsligt med samstemme min krop (mine sædeben, vægtfordeling osv) med hestens. Alle mine heste er også stemmetrænede. 

Rán er en meget sensitiv hest. Hun reagerer på mindste anvisning og er meget tilstede. Jeg ved, hun bliver god, fordi hun samtidig med at hun er sensitiv, også kan falde til ro, være tilstede osv. 

Der ligger stadig en del arbejde før hun er klar, og det kræver altid rigtig meget daglig arbejde i at skabe en god terapihest. Derfor tilbringer jeg også hver dag meget tid sammen med mine heste. De skal jo ligesom en terapeut kunne arbejde i balance for at kunne hjælpe mennesker, der er udfordret. 

Hesteassisteret terapi er på vej frem i Danmark. Det er jeg meget glad for, da jeg mener, at heste har meget at bidrage med i terapi. Derfor er det også vigtigt, at de heste, man bruger er veluddannede og i balance. Nogle af mine klienter er PTSD ramte krigsveteraner og tidigere politibetjente. Jeg har også STU-elever, som tit har haft store udfordringer i skolesystemet. Det er alle mennesker med store chok og traumer i deres nervesystem. Derfor kræver hesteassisteret terapi selvfølgelig altid veluddannede terapeuter både i forhold til de to- og firbenene af slagsen. 

Stop med at svinge den store bebrejdende hammer

Asadel (på foto) er den nye hest på gården. For en måned siden kunne han ikke gå op i en hestetrailer. Vi har nu øvet det i en uge, og nu går han ind uden problemer. Vores anden hest, Harald har også svært ved at gå op i en trailer. Det fikser vi ikke på en uge. Han er nemlig skrækslagen…..

I min hverdag møder jeg tit mennesker, som gerne vil ændre et adfærdsmønster, som de ikke synes er givtigt i deres liv. Det kan være alt fra gerne at ville spise sundere, at kunne være i større forsamlinger uden at blive angst, at kunne tåle nærhed, tåle konflikter, holde på et arbejde osv. Nogle gange er de af den overbevisning, at det er fjollet, at de ikke kan ændre deres adfærd. At det er pinligt. At de burde kunne ændre sig. Burde kunne tage sig sammen osv. Tit har de prøvet at tænke anderledes, være fornuftige, men det har ikke hjulpet. 

For Asadel var det ikke svært at ændre adfærd. For ham handlede det ikke om, at han var bange for at gå op i en trailer. Situationen var bare ny for ham, hvilket han mødte med en vis skepsis. Meget naturligt, da jeg jo bad ham om at gå op i et lille lukket rum. Men fordi han ikke var bange, kunne jeg lære ham et gå derop, som var det enhver anden ny øvelse. Hans nervesystem blev ikke aktiveret i angst, og derfor kunne han lytte, lære osv. 

For Haralds vedkommende er det en helt anden sag. Hans nervesystem bliver meget let påvirket. Han bliver hurtigt angst og alene det, at trailerdøren er åben, når han skal forbi den, kan bevirke, at han bliver meget urolig. 

Så for Haralds vedkommende, giver det derfor ikke mening igen og igen at trække ham hen til traileren for at øve at gå op i det. Det vil bare aktivere han nervesystem og virke retraumatiserende. Han vil føle sig i fare igen og igen. Så her handler det altså om at berolige hans nervesystem.

Det første stykke arbejde består derfor i at skabe tillid mellem ham og jeg. Derefter finde ting, der beroliger ham. Her kigger efter ting, der for ham opleves som rare, så han falder til ro. Det kan for for en hest være at få ros og omsorg, samt at jeg opleves forudsigelig, autentisk og tager lederskab i samværet med den. Først når jeg kan se, at jeg kan berolige Harald, og at han kan berolige sig selv, kan vi begynde at gå hen i nærheden af hestetraileren. Når hans nervesystem bliver aktiveret, og han bliver lidt urolig, prøver jeg at berolige ham ved at gøre nogle af de ting, som jeg ved beroliger ham. Dette gør vi om og om igen. 

Heste kan ikke tænke, som vi kan. Derfor kan Harald ikke sige til sig selv, at han da burde kunne gå op i en hestetrailer. Han kan ikke svinge “den store bebrejdende hammer” over sit hoved. Det har han simpelthen ikke intelligens til. Det har vi til gengæld, og mange gør det som sagt i stor stil. 

Desværre har det at bebrejde sig selv ikke den effekt, at man derefter kan ændre det uhensigtsmæssige mønster. Tværtimod….For hver gang man bebrejder sig selv, bliver nervesystemet aktiveret i uro, og så kan man ikke ændre adfærd. Den del af hjernen, der skal hjælpe os med at forandre mønstre, kan nemlig slet ikke aktiveres, hvis der er for meget uro i nervesystemet. 

Derfor skal man altså være lige så blid ved sig selv, som man ville være med Harald, der med store skræmte øjne stirrer på traileren. Ikke svinge “den store hammer med bebrejdelser”, men i stedet for finde ud af, hvad der virker beroligende for en selv – og først derefter kan man uden at stresse nervesystemet i små doser begynde at lave forandringer i sit liv. 

Skab kontakt – Det gør alting meget nemmere

Når jeg går, følger mine heste efter. Når jeg står stille, stopper mine heste op bag ved mig – og når jeg går et skridt frem mod dem, så bakker de et skridt tilbage. Nogle gange kan det ligne, at vi opfører en hel lille dans sammen. Det kan lyde sjovt og hyggeligt – Det er det også. Men mest af alt gør jeg det for at skabe kontakt. Heste er konstant i kontakt med hinanden. De læser hinandens kropssprog for at kunne aflæse, om der er ro i eller fare på færde i flokken. Det har de gjort i mange hundrede år og er derfor eksperter i aflæsning af kropssprog. 

Når jeg skaber kontakt til mine heste, gør jeg det for det af 3 årsager. For det første, så øger det sikkerheden for mig. Når heste føler, at vi kan aflæse deres kropssprog, og at vi kan kommunikere tilbage til dem med vores kropssprog, så bliver de rolige, nemmere at læse og derved mere forudsigelige – og det er alfa omega i forhold til sikkerhed.

For det andet, så går indlæringen med heste meget nemmere, når de hele tiden har fokus på mig og kan aflæse mit kropssprog og signaler. 

Men sidst og VIGTIGST – så bevirker kontakt til andre, at jeg kommer jeg tilstede i nuet og føler mig i kontakt – og dét er ren wellness, terapi, mindfullness and all that jazz for os mennesker. Ligesom hesten, er vi som flokdyr designet til at være kontakt. Vores autonome nervesystem bliver beroliget, vi bliver gladere og restituerer bedre. Det er ret smart lavet fra naturens side, da vi har bedre chancer for overlevelse ved at være i en flok, så derfor udløses en kaskade af positiv biokemi i vores krop, når vi oplever kontakt og samhørighed. 

I dag står tilbuddene om “ikke kontakt” desværre i kø. De mange sociale medier tilbyder, at man kan kommunikere med hinanden, dog uden at kunne aflæse den person eller den omverden, man kommunikerer med. Det kan forvolde store udfordringer i forhold til misforståelser, følelsen af at skulle fremstille sig selv på en bestemt måde, og følelsen af ensomhed.

Når jeg har klienter i terapi, som har svært ved at skabe kontakt, er ensomme, eller angste for nære relationer, bliver de ofte meget berørte, når de oplever kontakt med hesten. Pludselig oplever de, at de har hestens fulde opmærksomhed, og den har deres. De kan aflæse dens kropssprog og den kan aflæse deres. Den følger dem friviligt rundt på ridebanen. Den bevæger sig i samme tempo som dem, og signalerer meget klart, at dens største ønske er at være sammen – og at den er glad, rolig og tilfreds, fordi den oplever kontakt. Kontakten til et andet væsen (her hesten) bevirker, at det pludselig bliver meget lettere for klienten at mærke sig selv, ro og glæde, fordi den del af nervesystemet, hvor ro, tryghed, glæde, restitution jo bliver aktiveret gennem kontakten. 

Og hvad kan man så bruge det til i sin hverdag? Det kan man bruge til at lære sig selv “at stille sig til rådighed” for relationer, hvor der er kontakt. Det kan lyde langhåret. Det er det ikke. Det kan være udfordrende, da det betyder, at man skal vise, hvem man er, og måske komme til at føle sig sårbar. Det kan være svært fordi, man har lært sig selv at manipulere, at præstere, eller at det ikke er i orden at sætte grænser – alt sammen for at blive accepteret af “flokken”.

Den store gevinst ved at kunne etablere kontakt til andre er dog hele udfordringen værd. Det betyder nemlig, at ligesom i arbejdet med hestene, så bliver ens hverdag så meget nemmere, når man oprigtigt ønsker relationer, hvor der er kontakt – og når man ved, hvordan man skal gøre med sig selv for at kunne tilbyde at være i god kontakt med andre.

De små pausers gud

Solen skinner ned i vandet. Temperaturen har lige passeret de 28 grader, og stilheden i dalen er fascinerende. Lige nu er det svært at forestille sig, at jeg har haft rigtig travlt. Ikke desto mindre har jeg brugt den seneste tid på at arbejde – og faktisk rigtig meget….

Derfor holder jeg nu en pause og er taget til Spanien. Som selvstændig er fristelsen enorm til at arbejde, arbejde og arbejde noget mere. Følelsen af, at hvis jeg lige arbejder lidt mere, så kommer det til at gå endnu bedre for mit firma, hiver konstant i en.

Dog har jeg lært mig selv at krydre min hverdag med små pauser. Det betyder, at jeg mellem klienter og træning af hestene lige stopper op, drikker lidt vand, kigger på hestene på marken og ingenting foretager mig.  

Når jeg får klienter i terapi med stress, så kan tanken om mange små pauser i løbet af dagen virke utænkelig. Tanken om ikke at være effektiv, om ikke at yde sit max og følelsen af dårlig samvittighed, får dem til at ikke at have lyst til at skulle bevæge sig ned af de små pausers spor. 

Ikke desto mindre er det en god ide for vores krop og sind at overveje at konvertere til de små pauser. Vores biokemi og autonome nervesystem er nemlig ikke designet til at skulle præstere hele tiden og derved have et konstant højt stressniveau. Grundtonen i vores system skal gerne være ro. Og her er de små pauser et godt redskab.

De effektive vil selvfølgelig spørge mig, hvad sådan en pause skal gøre godt for? Det er meget simpelt. Den kan nemlig tre ting: 

Den skal sørge for, at din krop kan restituere, bearbejde og genopbygge, hvilket kun et nervesystem i ro kan. Den skal sørge for, at dit tarmsystem får de bedste betingelser. I dag ved vi jo, at tarmenes tilstand har en afgørende indflydelse på vores psykiske tilstand. Sidst men ikke mindst skal den sørge for, at dit autonome nervesystem ikke presses igen og igen, så det bliver svære og svære at komme tilbage i ro. 

Og så kan daglige besøg hos de små pauser også bruges som et lille systemtjek. Her kan man nemlig mærke, om der er ro eller uro indeni. Gode indikatorer på, at trykket er for højt på stresskedlerne, er hvis man ikke synes, at man har tid til en lille pause, får dårlig samvittighed, føler at kroppen stresser videre, eller slet ikke kan overskue at skulle arbejde igen. 

Sidst men ikke mindst skal pauserne bruges som en rar “fortøjning” til ro. Noget du altid kan gribe til for at berolige dig selv og dit system.

Jeg tror, de små pauser blev dyrket mere før i tiden. Her tog man helt naturligt små pauser i løbet af arbejdsdagen. I dag har effektivitets-begrebet fordrevet de små pauser, så der ikke er grænser for, hvor effektive, vi skal være. Så effektive, at vi ikke bliver glade, trygge og rolige af det. 

Jeg tror med fordel, vi kan bygge et lille tempel til de små pausers gud, og igen begynde at dyrke den med omhu og respekt. Så med det in mente vil jeg nu svømme en tur, nyde udsigten og tage mig en lille pause.

Du kan IKKE klare det alene!

Du skal gøre det selv. Du skal lære at stå på egne ben, og du skal kunne klare dig alene. Det er sætninger, som mange har hørt i deres liv. Vigtigheden af at kunne selv. Desværre tror mange, at det betyder, at de skal kunne klare ALT alene. Og endnu værre, at de, når de bliver kede af det, angste, stressede, mister en nær person mm, også skal deale med det, ALENE…

Problemet ved det er, at det ikke kan lade sig gøre. Vi er nemlig et flokdyr, som er skabt til at bearbejde, hele og forandre sammen. Det betyder, at vores autonome nervesystem kan bearbejde sorg, traumer og lave om på uhensigtsmæssig adfærd, altsammen i kontakt med andre – fordi det er vi designet til. 

Heste løser alt i relation. De kan slet ikke forestille sig at løse noget som helst alene. Selvom de ikke er særlig intelligente, så har de regnet ud, at alene kan de ingenting. De vil derfor altid søge kontakt, når der sker noget, som foruroliger dem. De er eksperter i at mærke, hvad der sker i dem selv – mærke, hvad de oplever, der sker hos de andre heste – og mærke, hvordan relationen er imellem dem. Det er til gengæld noget af det, som forvolder os mennesker store problemer i dag. Enten kan vi kun mærke, hvad der sker hos os selv. Eller også kan vi kun mærke, hvad der sker hos de andre – og det at mærke, hvad der sker imellem os, er endnu sværere for mange. 

For at kunne ændre tankemønstre, forandre følelser og adfærd, kræver det, at hjernen laver nye nervebaner. Det gør den ved at få erfaring for at noget nyt. Ikke bare en gang, men flere gange (gentagne små repetitioner). Det skal gøres i en tryg relation, hvor der er kontakt. Derved aktiveres nemlig den del af vores autonome nervesystem, hvor vi kan lytte, mærke, reflektere osv.

Tilbuddene om at være i “ikke kontakt” står desværre i kø. Sms, sociale medier mv. Her kan man være synlig, være “på”, være engageret, men følelsen af at være i ægte kontakt med andre, kræver som udgangspunkt, at man kan se den anden person, høre stemmen, se kropssprog osv. Det er nemlig noget af det, nervesystemet kigger efter, når det skal vurdere, om der er kontakt. Men fordi mange forveksler kontakt med noget, hvor man skal “se ud”, præstere, være på osv, så trækker folk sig ofte ud af relationer, når de oplever kriser i deres liv. De tror, at de derved kan løse problemerne selv, men opdager ofte, at deres udfordringer er de samme, når de så kommer tilbage til fællesskabet.

Det her er ikke en salgstale for heste-assisteret terapi – og så er det alligevel. For her har jeg set, hvordan folk sammen med hesten og mig kan bearbejde følelser, finde nye veje og ændre adfærd. Altsammen fordi de oplever kontakt. Mange bliver lettede, glade, berørte og endda også næsten helt euforiske, simpelthen fordi tryg kontakt er ren wellness for vores nervesystem. 

Så i stedet for at sætte en ære i at klare alting selv, så ville det være klogt, smart og snedigt af os at sætte en ære i at opsøge, tilbyde og værne om kontakt og samhørighed – og på den måde give vores autonome nervesystem alt den medvind, det kan få i arbejdet med at hjælpe os til tryghed, glæde og balance.  

Man kan ikke lære noget, når man er utryg

Som psykoterapeut møder jeg en del unge gymnasie-piger, som har stress og angst. De bliver utrygge, hvis der er mange mennesker og får angstanfald. De føler sig udenfor fælleskabet, er ikke rigtig trygge ved veninder og fortæller dem ikke om deres angst. De har svært ved at følge med i skolen enten fordi, de har svært ved at lære nyt stof – eller simpelthen fordi, de ikke kan overskue fag, opgaver osv. Når de er hjemme, er de typisk angste, deprimerede eller udmattede.
Tit siger de til mig: “Jeg forstår det ikke. Det gik rigtig godt for mig i folkeskolen, og nu kan jeg slet ikke følge med”. 

Forklaringen er enkel. Man kan ikke lære noget, når man er utryg. Den ene del af vores autonome nervesystem (den sympatiske del) er nemlig fra naturens side lavet til at beskytte os, hvis vi bliver angrebet af et rovdyr eller lignende. Og når den del er aktiveret, så kan vi ikke lære noget som helst. Vi kan kun flygte eller kæmpe. Så sidder man i gymnasiet og er utryg, fordi man er bange for ikke at være dygtig nok, ikke smuk nok, ikke klog nok, ikke sjov nok, ikke populær nok osv, så vil den del af nervesystemet (den sympatiske del) helt automatisk gå i gang. Det er ikke noget, man selv kan kontrollere. Man kan altså ikke bare tage sig sammen og få det til at forsvinde, og man kan ikke bare ignorere det. Konsekvensen bliver ofte, at man ikke rigtig er tilstede i nuet, ikke rigtig kan lytte efter, ikke kan grine, har svært ved at spise, kan føle sig lukket inde i klasselokalet osv. Det er ikke noget kroppen og nervesystemet gør med vilje. Det er bare lavet sådan fra naturens side fra den gang, vi skulle overleve i naturen.

Det betyder altså ikke, at man er uintelligent, doven eller dum. Ens nervesystem er på overarbejde i skolen, fordi det tror, at man er i fare. Det kan ikke skelne mellem virkelig fare (en løve) eller pres, forventninger fra omverdenen og en selv. Og når nervesystemet er på over arbejde, så kan resten af hjernen ikke lære noget. Tværtimod så lukker den del af hjernen ned, som man bruger til at lære nye ting, da hjernen ikke har kapacitet til både at holde del af hjernen i gang, der beskæftiger sig med at beskytte os mod farer og den del, der skal lære nye ting. 

Når jeg møder disse piger, starter vi ofte terapi-arbejdet med at lede efter noget, som de oplever som “rart”. Det kan virke fjollet. Det er det ikke. Noget som opleves rart, aktiverer nemlig den del af nervesystemet (den parasympatiske del), som beroliger vores krop og hjerne, og herved kan man igen begynde at indlære. Derefter kigger vi på de årsager, der ligger til grund for angsten, uroen osv, og hele tiden arbejder vi med at afbalancere nervesystemet. Jo mere nervesystemet afbalanceres, jo mere vil angsten begynde at lægge sig, så skolen, forsamlinger osv kan igen føles ok at være i. Indlæring sker bedst, når man er tryg, glad, nysgerrig, rolig osv. Det glæder selvfølgelig også for de unge piger i gymnasiet….

Foto: Victoria Binder

Det autonome hvad for noget? 

Jeg bliver rigtig tit spurgt om, hvad det autonome nervesystem er, samt hvorfor det giver mening at arbejde med det i terapi sammen med heste.

Vores autonome nervesystem er den del af vores nervesystem, som er uden for vores kontrol. Det er fra naturens er designet til at skulle få os til at kunne kæmpe eller flygte, hvis vi oplever, at vi er i fare. Samtidig skal det få os til at kunne slappe af og restituere, når vi føler os trygge og glade. Hvorvidt vores autonome nervesystem er i ro eller i aktivitet er afgjort af, om der er aktivitet i den parasympatiske del af systemet, eller den sympatiske del.

Den sympatiske del er aktiveret, hvis vi føler os i fare.

Den parasympatiske del er aktiveret, hvis vi føler os trygge.

Et velafbalanceret nervesystem kan skifte fra at have aktivitet i den sympatiske del (hvis vi føler os i fare) til at have aktivitet i den parasympatiske del (når vi så føler os trygge igen). 

Vores krop tåler til gengæld dårligt, hvis der konstant er for meget aktivitet i den sympatiske del. Det vil sige, at vi konstant føler os i fare og er urolige, som F.eks ved stress, angst, depression mm.

I terapi giver det mening at arbejde med det autonome nervesystem, fordi mange mennesker i dag har en tilværelse, hvor den sympatiske del tit er aktiveret på grund af en hverdag med stress, press og usikkerhed. Da vores krop restituerer, når der er aktivitet i den parasympatiske del, skal vi det meste af vores dagligdag helst have aktivitet der. Altså føle os glade, trygge og i ro. Sker det ikke, kan det ofte blive sværere og sværere at finde “døren” indtil denne del . Altså finde nøglen til, hvad der får dig til at falde til ro, være tilstede, føle dig tryg osv. 

I terapi giver det derfor god mening at arbejde med at finde adgang til den parasympatiske del. Når denne adgang etableres, kan man nemlig lettere og oftere bringe sig selv tilstede og i ro og derved opleve glæde og tryghed. 

Til det terapi-arbejde giver hestene mening, fordi de for det første som flokdyr og flugtdyr hele tiden tydeligt viser, hvilken del af deres nervesystem, der er aktiveret. Samtidig vil de som flokdyr spejle, hvordan dit nervesystem har det, da de konstant med spejlning af hinanden signalerer, hvordan alle i flokken har det.  

Mange mennesker med F.eks. stress, angst, og depression har svært ved at mærke, hvad der skal til for at berolige dem. Sammen med hesten kan man med øvelser arbejde med at afklare, hvad der skal til for at aktivere sin parasympatiske del. Lige så snart man én gang har fundet “sin adgang” til det parasympatiske system, bliver det meget nemmere at aktivere den del igen og igen og derved kan din krop finde ro, hvile, glæde mm. 

For det andet beroliger heste hinanden ved at være meget aktiveret i deres parasympatiske system og virkelig udstråle ro, tryghed og hvile. De pruster, gaber, tygger og lukker øjnene. Velafbalancerede heste kan derfor også hjælpe dig med at finde ro ved, at du kan “læne” dig ind i deres system og derved blive beroliget. Det er en god måde at starte med at få aktiveret sin parasympatiske del ved simpelthen at arbejde “læne” sig ind i hestens ro. 

Når man kan berolige sit nervesystem, vil man opleve, at ens sympatiske del (uro, angst mm) bliver sjældnere og mindre voldsomt aktiveret, og man vil langt hurtigere kunne falde til ro igen.

Samtidig gør kontakten med heste et stort indtryk på de fleste mennesker, også dem der ikke har interesse eller kendskab til heste. Når man oplever ægte kontakt og samhørighed med et så stort, smukt og ærligt dyr, oplever jeg, at mange får lyst til og mod på at forandre de mønstre og handlinger, der står i vejen for, at de kan opleve ro og glæde.

Foto: Victoria Binder

Ros du dig selv – Et musthave for nervesystemet 

Hvor er du dygtig, Inedito….. Min 3 årige hest kigger opmærksomt på mig. Derefter tygger, smasker og gumler han….Jeg fortsætter… Du er simpelthen SÅ dygtig…. Nu gaber han uhæmmet, mens han ser hel saglig ud med halvlukkede øjne…

Mine heste elsker ros. Hver gang jeg roser dem, viser de mig prompte, at de har forstået, at de får ros, nemlig ved at tygge, smaske og gabe (Hestes måde at vise på, at de er trygge og glade).
Jeg bruger ros meget bevidst i mit arbejde. Og faktisk er det en af de første “trygheds-fortøjninger”( Se evt blogindlæg: Er dine fortøjninger stærke nok ), jeg knytter til nye heste. Det gør jeg af to årsager. Dels fordi ros speeder indlæringen op, men sandelig også for at berolige hesten og fortælle den, at vi er en flok, og at jeg respekterer og anerkender den. Første gang nye heste får ros, sker der som oftest ingenting. De stirrer bare lige ud i luften. Men meget hurtigt begynder de at reagere på rosen, og nogle heste sukker og falder ligefrem lidt sammen i kroppen. Mine egne hest kan endda blive grebet så meget af rosen, at de må lægge sig ned og rulle sig i al den velvære, det skaber i deres krop…

Heste er ikke de eneste, som har godt af ros. Det har vi også. Især rosen eller måske mere præcist anerkendelsen for at være den, vi er – med de ting, vi gør – er vigtig. Det handler dog ikke om at skulle præstere noget bestemt for at få ros af sig selv. Altså ingen OL medaljer for at få lov at få ros af sig selv. Nej, faktisk handler det om at fortælle dig selv, at du er ok, som du er – og på den måde udløse tryghed i dit nervesystem, som derved giver glæde. Altså en ren win win…..….
Nogle gange kan det handle om at anerkende sig selv for nogle af de ting, man beskæftiger sig med lige nu. Det kan handle om anerkendelse i forhold til at prøve nye ting, eller beslutte sig for ikke at ville prøve nye ting. Anerkendelse for at gøre gode ting for sig selv eller anerkendelse for, at det er ok, at man har begået en fejl osv. 

De første gange, man roser/anerkender sig selv, kan man ligesom hestene opleve det noget tomt – lidt ligesom den nye hest, der bare stirrer ud i luften. Her oplever jeg, at det giver god mening at bruge “ros-trænede” heste som spejl, så man kan øve sit “rose-gen”. Dels kan man jo starte med at rose hesten og mærke, hvordan det er at rose andre… Og dels kan man jo også rose sig selv, og så vil hesten – når man mener rosen til sig selv – helt på automatpilot begynde at tygge, smaske og gumle. De er nemlig ligeglade med, om det ikke er dem, der bliver rost. Dels spejler de bare, det der sker i dig – og dels lapper de ros i sig, for det gør dem trygge og glade – og selvom hestes IQ absolut ikke er imponerende, så har de forstået, at jo gladere, tryggere og jo mere selvtillid, de har, jo bedre har de det – Og det er ikke så dumt tænkt endda…

De store forandringer sker på de stille vande

Jeg møder tit folk, der kan være i tvivl om, hvad der skal til for, at de kan lave en forandring i deres liv. Ofte tror de, at der skal noget meget voldsomt, stort og skelsættende til, for at de kan forandre uhensigtsmæssige mønstre, adfærd og tankegang. Årsagen til den tankegang kan være, at vi jo ved, hvor svært, det kan være, bare man skal forandre små ting som at skrue ned for sit slik, kaffe eller cigaretforbrug. Film, litteratur og teater, viser os da også, at der ofte skal stort drama til i hovedpersonens liv – før de ser lyset og laver om på deres tilværelse, men så gør de det også drastisk, dramatisk og i 3D.

I mit arbejde med klienter, ser det imidlertid lidt anderledes ud. Jeg oplever, at det er små indsigter og opdagelser om sig selv, der på den lange bane gør en stor forskel.

Nervesystemet skal have tanken om forandring ind med ro og i et adstadigt tempo, for ikke bare at stresse op. Hvis oplevelserne og intensiteten bliver for store – og nervesystemet derved bliver for stresset, så er det nemlig kun den tænkende del af vores hjerne(den kognitive del), der siger: Aha, det kan jeg da godt se er et dårligt mønster. Lad mig straks ændre på det”. Men nervesystemet er så stresset, så vi ikke kan mærke følelsen i vores krop – hvorfor forandringen sjældent sker.

Selv har jeg altid fået de største indsigter i en bisætning. Noget, der er blevet sagt til mig, som jeg måske ikke lige tænkte over i situationen, men som så er dukket op senere. Og mest af alt har jeg oplevet, at muligheden for forandring skulle gentages – og opleves – igen og igen i trygge omgivelser i mit personlige arbejde. På den måde har jeg langsomt både kunne høre, føle og erfare, at her var noget, der skulle og kunne forandres. Ved sådan et arbejde kan hjernen langsomt lave nye nervebaner, der medfører nye mestringer for os. Som ung har jeg arbejdet en del med at kunne sige fra, sætte grænser osv. Længe troede jeg, at når jeg en dag kunne mestre at sige fra – så ville jeg opleve det som i et teaterstykke, hvor jeg i pomp og pragt kom stormende ind på scenen og råbte: “Stop – Holdt – Jeg siger hermed fra”. Sådan blev det aldrig rigtigt. Forandringerne er kommet mere ubemærket og væsentligt mindre dramatisk med. Så selvom forandringer har gigantisk-ocean-betydning, så sker det efter min erfaring oftest uden tsunamier og brølende storm, men mere som en længere sejlads på mere stille vande.

Det er jo bare fyrværkeri – eller er det?

Nytårsaften er for de fleste er forbundet med hyggeligt samvær, mad, drikke og fyrværkeri. Sådan er det ikke for hestene. For dem er det en aften, hvor deres nervesystem kan blive testet i et langt uforståeligt lyd- og lysinferno af brag, hyl og krudtlugt.

For Harald og Inedito er det deres første nytårsaften på deres nye løsdrift. De kommer til at have førsteparket til aftenhimlen – dog heldigvis ude på landet, hvor spektaklet for det meste foregår ude i horisonten. Inedito vil givetvis være upåvirket. Harald vil nok blive lidt urolig.

Jeg havde engang en lejlighed med tagterrasse ved søerne i København. Nytårsaften holdt vi kæmpe fest og så fyrværkeriet over København fra tagterrassen. Der lavede vi en “lille leg”, hvor vi forstillede os, at farve-infernoet betød død, og ødelæggelser, og at de lange hyl var lyden før et nedslag af en bombe. Bragene var eksplosioner og lyden af ruin. Efter et par minutter føltes det faktisk lidt for virkeligt. Vi fik lyst til at sætte champagneglassene og skifte sikkerhedsbrillerne ud med hjelm og skudsikker vest. På en eller anden måde blev alene lydene, lugten og trykket fra eksplosionerne for meget, hvis man puttede et krigspræget tankesæt på dem.

Det er selvfølgelig ingen grund til at skræmme sig selv på en festaften. Men nytårsaften er faktisk en glimrende anledning til bare lige at forestille sig, hvordan det er at være i andres sko. At være der, hvor bombardementet ikke holder op klokken 01.00, fordi der har folk fyret deres sidste kineser af, er for stive og er blevet lettet for et par tusinde kroner. Andre steder stopper lydene, lugtene og larmen ikke. Der høvler de bare afsted i et langt uendeligt mareridt. Et mareridt, som oftest fortsætter i mange nytårsaftener frem, fordi den aften pludselig ikke forbindes med glæde, men bare ripper op i ubehagelige erindringer, og hvor ens nervesystem skriger for at køre op på max.

Der bliver kigget til Inedito og Harald i aften, og jeg er klar til at rykke ud, hvis det bliver så intenst for dem, så deres nervesystem ikke kan håndtere “festen”.

De kan ikke tale fornuft til sig selv. De kan generelt føle sig trygge, og det vil formentligt bevirke, at de efter lidt tid vil opdage, at bragene ikke udgør en fare for dem. Men de kan ikke tage sig sammen, holde op eller ignorerer deres uro.

Man kan ikke sludre med amygdala (vores alarmknap i hjernen). Man kan koble sin kognitive del af hjernen til og tænke, “Det er jo ikke farligt”. Den har hestene ikke. Og er man som menneske traumatiseret omkring noget, så kan man sagtens tænke, “Det jo ikke er farligt”. Man kan bare ikke mærke det. Det føles farligt, for kroppen er gået i alarmberedskab.

Derfor skal folk, der er traumatiserede mødes med stor forståelse, omsorg og tålmodighed. Er man i tvivl om det, så luk lige øjnene i aften ved midnatstid og forestil dig det lille tanke-eksperiment, som jeg og mine venner lavede som unge. Får man stadig lyst til at sige, “Så tag dig dog sammen”, hvis man oplever, at nogen bliver urolige over noget, som ikke i almindelighed udgør en trussel – så forestil dig, at du siger det til Harald på en aften som i aften. Vil det få en virkning??? Næppe…Højst vil han blive lidt mere urolig…