Er dine fortøjninger stærke nok?

Inedito på 3 år er helt blank på sadel, hovedtøj, tilridning osv. Så når jeg kommer trampende med det hele, synes han, at det er vanvittig spændende. Når sadlen så lander på ryggen af ham, venter han på at blive rost og ser ganske tilfreds ud med sig selv. Med Robin – som kun har været hos mig i nogle uger – er det helt anderledes. Han trykker sig, når jeg kommer med sadlen, og da jeg satte foden forsigtigt i bøjlen, blev han meget urolig. Noget i hans nervesystem forbinder mennesker på ryggen med angst.

I arbejdet med det autonome nervesystem, er det vigtigt at arbejde med begrebet “fortøjninger”. Det betyder, at man altid sørger for, at klienten kan vende tilbage til noget, der føles trygt, hvis aktiviteten i nervesystemet bliver for høj. Systemet kan nemlig ikke skelne mellem, om man bare taler om noget ubehageligt, eller rent faktisk oplever det igen. Så bliver nervesystemet for højt aktiveret, så oplever det bare traumet igen. Ikke godt…

Derfor handler det altså om at sørge for, at fortøjningerne til Robin laves – og laves stærke nok. Robin elsker at blive striglet og blive rost. Begge dele beroliger ham. Derfor er ros og strigling blevet vores fortøjning. Og hver gang jeg strigler og roser, så fletter jeg sadlen ind, mig på en stol, der læner mig ind over Robins ryg osv. Hver gang jeg oplever, at han bliver urolig over sadlen, så går jeg tilbage til striglingen.

Vigtigst af alt, når man arbejder med nervesystemer er, at man holder øje med, om der er kontakt. Hvordan ser folk ud, når de taler om deres traume? Hvordan sidder de i stolen? Hvordan ser deres kropssprog ud? Stemmeføring osv? Så hver gang, jeg lægger sadlen på Robin, så sørger jeg for, at der er kontakt imellem os. Han behøver ikke kigge på mig. Jeg kan se på hans kropssprog og ører, om han er opmærksom på mig. Samtidig holder jeg øje med hans nervesystem. Hvor urolig bliver han over sadlen? Bliver han stående og bare trykker sig eller begynder han at gå? Kan jeg berolige ham med stemmen? Bliver han glad og slapper af, når han får ros?

Find derfor nogle fortøjninger, der holder. Det gælder både i forhold til dig selv, din hest, børn, venner, kæreste osv. Noget du/I altid kan vende tilbage til, når du/I bliver for urolige. Det er meget forskelligt, hvad fortøjninger er for den enkelte person. I starten kan det godt være noget af et detektiv-arbejde, men en god rette-snor er, at fortøjninger skal føles rart, og det skal være noget, hvor du ikke skal yde og præstere noget bestemt. Virker det rart at drikke en kop te, så prøv det af. Virker det rart med et kram eller at gå en tur, så prøv det af. Med tiden vil nervesystemet automatisk begynde at slappe af, bare tanken falder på en kop te, gårtur, kram mv. Imens lægger jeg sadlen på Robin og “strigler” mine fortøjninger stærkere og stærkere, mens jeg holder øje med, om de er stærke nok til, at han – trods lidt bølgegang i nervesystemet over gamle sadeltraumer – forbliver tryg.

Kend dine svagheder – det bliver nemlig din styrke

I dag satte jeg Inedito og gårdens to andre heste sammen på fold for første gang – og selvom jeg har meget erfaring med heste, så bed jeg en anelse negle over, hvor vildt det mon ville blive med en ny-kastreret Inedito på 3 år, en ny-kastreret Robin på 4 år – og Harald på 8 år, der bare gerne vil have ro til at spise.

Jeg var overbevidst om, at det ville blive Inedito, der løb af med titlen som foldens leder. Han er godt nok ung, men hurtigt, spændstig, i form, modig og meget insisterende på at være lederen. En hest, der hele tiden spørger: “Er du sikker på, at det ikke er mig, der er lederen? Nå ikke – så venter jeg lige 5 minutter, og så spørger jeg dig lige igen. Det kan jo være, at du ombestemmer dig”

Robin, havde jeg derimod tippet som foldens “taber”, da han har noget med det ene bagben, som bevirker, at han nødigt vil bakke, og ikke kan flytte sig hurtigt. (Vi er i gang med at finde ud af, hvad der er i vejen med ham. Han har ingen smerter.)

Havde folden været en arena og de 3 heste gladiatorer, så havde jeg sat alle mine sparepenge på Inedito. Jeg have tippet kampen til at indeholde en del løben, stejlen og halløj – men Inedito ville blive den klare vinder.  Min opgave ville derfor blive at passe på Robin, så han ikke blev bidt og sparket, hvis han ikke underkastede sig.

Men sådan gik det ikke – Sådan gik slet ikke. Ingen løben, ingen stejlen og slet ingen sparken. Inedito pustede sig op, hvorefter Robin langsomt, men sikkert bakkede ham 7-8 meter, mens han bed ham gentagne gange i halsen. Hårdt, vedholdende og taktfast. Inedito bakkede, først nølende og derefter med et fåret, overrasket og nærmest føl-agtigt udtryk i ansigtet. Derefter græssede Robin og Harald videre, som om Inedito ikke eksisterede.

Og hvad kan vi bruge det til? Jo, Robin kendte sin krop, sine styrker og i særdeleshed sine svagheder. Han vidste instinktivt, hvad han kunne og ikke kunne. Så han sørgede for, at kampen blev på hans præmisser og med de våben, som han havde til rådighed. Ingen løben, ingen stejlen og ingen hurtige moves.

Hvis vi kender vores krop og sind kan vi detsamme. Desværre vil vores ego og hoved gerne fortælle os, at vi nok ikke er “vindere”, hvis vi har fysiske eller psykiske skavanker af den ene eller anden karakter. Så dagens læring er: Kend dine svagheder og styrker, så kan man som Robin vinde nogle sejre her i livet, ved at sørge for, at “slagene” udkæmpes der, hvor ens styrker får en afgørende rolle.

 

Måske er hver dag en god dag?

I dag var en god dag. Jeg kørte fra hestene med en følelse af, at have lavet et godt stykke arbejde. Da jeg sad i bilen, tænkte jeg pludselig. “Hvad var det egentlig, der var så godt i dag?” Svaret er, at det var en fornøjelse at ride Harald. Der var ro på. Han kunne lave forskellige dressurøvelser uden at spænde op. Han lyttede og arbejdede roligt og koncentreret. Mens jeg kørte ud på motorvejen, gik det pludselig op for mig, at havde jeg rettet blikket i en anden retning, havde mit positive syn på i dag, måske ikke været helt så skudsikkert. I min evaluering stod der nemlig ikke noget om, at Inedito var ukoncentreret, da jeg arbejde med ham. At Harald i arbejdet fra jorden brugte de første 20 minutter på at være bange for træerne, blæsten, sin skygge mm. Alt det blev simpelthen eraiset af følelsen af fremskridt på dressur-fronten. Og jeg er jo dressur-rytter, så ingen tvivl om, at det umiddelbart er her, jeg måler dagens succes-rate.

Det føltes rart, at det var en god dag. Det er ikke hver dag, at min ridning falder i hak som i dag, så i jagten på følelsen af en god dag, tænker jeg, at det måske kunne være smart at udvide succes-mulighederne. For der er også dage, hvor horsemanship- arbejdet falder i hak. Dage, hvor Inedito pludselig forstår en ny øvelser fra jorden osv. Jeg interviewede engang en sports-coach, som sagde “ følelsen af succes afhænger af, i hvilken retning, du i et mørkt rum, retter din lommelygte. Du kan nemlig kun se det, lyskeglen rammer”. Så med det in mente – Så kunne hver dag faktisk være en god dag, hvis man bare lader lyskeglen ramme det, der er gået godt. Og hvem vil ikke gerne have en god dag? Dem kan man da ikke få for mange af….

Hold nallerne fra Haralds historie

Harald er utryg. Det kræver ikke en doktorgrad at spotte det. Den mindste lyd, vinden og det bare at skulle ud af sin fold bevirker, at han sætter tempoet op, og jeg kan mærke, at hans system begynder at geare op. Alle nye øvelser fra jord og ryg er IKKE velkomne i Haralds verden. Hvor Inedito altid er klar, parat, start…..( Og nogle gange ikke helt venter på start), så forsvinder Harald væk ud i galakserne med en energi, der siger: Jeg er her ikke..

I min omgangskreds er der mange bud på, hvorfor Harald er utryg. Hvad har han oplevet? Hvornår er han blevet utryg? Er han født sådan? Jeg ved intet om Haralds fortid. Burde jeg det? Ingen tvivl om, at for os mennesker, kan det give en ro eller en følelse af afklarethed at kende vores historie og derved forstå, hvorfor vi selv reagerer, som vi gør. Jeg kender mange, der skriver til deres hests tidligere ejere for at høre, hvad den har oplevet, hvor den har været osv. For nogle bevirker det da også, at de pludselig forstår deres hestes reaktioner bedre. For andre kan nøglen til deres hests til tider gådefulde opførsel ikke hentes i fortiden, da deres hest tilsyneladende ikke har oplevet noget som helst.

Med årene er jeg holdt op med at spørge mine nye elever, om deres hests historie. Primært fordi jeg som journalist ved, at man kun kan få den “rigtige” version fra hestens egen mund – og det bliver jo lidt svært. Men også fordi jeg oplever, at forklaringerne kan forkludre hele humlen i arbejdet med heste. Nemlig at være tilstede i nuet. At være lige der, hvor man bare forholder sig til hestens signaler, udstråling og reaktioner. Der ligger nemlig – efter min mening – muligheden for at arbejde med og heale hestens tidligere dårlige oplevelser og give den nye oplevelser af tillid og tryghed. Der er en gammel lærersætning, der hedder, at det bedste, man kan gøre for andre, er at kende sig selv. På den måde kan man nemlig tilbyde en tryg relation, som kan hjælpe andre med at heale deres fortid. Så med det tapetseret i baghovedet, så holder jeg nallerne fra Haralds fortid og forholder mig til ham her og nu. Så kan jeg altid begrave begge skuldre, arme, hænder og alle nallerne i min egen historie…

Keep going, just keep on going…..

Der er de dage, hvor det bare virker håbløst. Sådan en dag, var det i dag. Solen skinnede, og endelig var der en pause fra regn, regn og mere regn. Men det blæste. Og blæst er bare ikke Haralds kop te. Mildest talt slet ikke Haralds kop noget som helst. Så resultatet var en Harald, der var overbevist om, at træerne og krattet på hele den ene langside af ridebanen, ville komme efter ham. Harald kunne i en hel time formå at sno sin krop på en sådan måde, at han både i løs-longeringen og i kørelinerne, hele tiden holdt sig uden for krattets angrebs-radius. Samtidig krydrede han træningen med jævnt fordelt over timen at få store chok over træernes svajen i vinden. I dag var jeg glad for min viden omkring det autonome nervesystem, og dets måde at reagere på, for ellers tror jeg, at jeg havde opgivet Harald og overladt ham til krattet. For helt ærligt, så lignede han ikke en hest, der bliver arbejdet koncentreret og fokuseret med hver dag.

Så i dag har jeg ikke lavet andet end at blive ved med at insistere på, at hverken træer eller krat kan spise heste. Og man skal holde tungen lige i munden, for hvis man tror, at fortjenesten kommer i dag, så tager man fejl. Haralds system faldt ikke til ro, før han kom ud på sin egen fold igen. Fortjenesten kommer langsomt dag efter dag, blæsevejr efter blæsevejr. Og den kommer ved at blive ved og ved og ved med at signalere, der er ikke noget farligt her. Og at gøre det på en blid og rolig, men stædig insisterende måde. Er det terapi for Harald? ja, det er det. Harald ved det ikke, og han er også ligeglad. Men hans system oplever, at vi dag efter dag overlever krattet, vestenvinden og andre katastrofer – Og at vi gør det med mig som lederen. Så i dag var også en test af mig. En test af, om jeg blev irriteret, udmattet eller gav op. Og jeg bestod. Jeg fik det ikke til at betyde, at jeg intet kan med heste, og jeg tænkte heller ikke: “Hvorfor kan den tornado af en hest ikke bare slappe af”. Jeg trænede videre, trods vind og blæst og Harald i øst og vest – mens jeg blev ved med at mumle til mig selv: Keep going, just keep on going…

Tryghed skal skovles ind med glosuppe

Da Inedito gik ind på ridebanen klokken 8 i morgen, og begyndte at arbejde, stod han og kiggede ind på ridebanen. Da Harald gik på banen til dagens arbejde klokken 9.30, stod han stadigvæk og glanede. I tre stive timer stod gårdens sprit nye beboer, hesten Robin i morges og kiggede ind på ridebanen med samme opslugthed, som så han tre afsnit af “Game of Thrones”. Han tyggede, gumlede og gabte som tegn på velvære i takt med, at Inedito og Harald tyggede, gumlede og gabte, når de arbejdede – men ellers stod han bare helt stille og godt gammeldags gloede.

Da det så blev hans tur, stod han klar ved leddet, gik ind på banen og fulgte efter mig rundt på banen (join up), som havde han aldrig lavet andet. Han gabte og gabte, som de jo gør, når de føler sig trygge med deres leder. Lederskabet var på plads. Robin virkede glad og tilfreds.

Robin er den nye hest, jeg har fået til låns. Jeg skal se, om han kan bruges i arbejde med hesteassisteret terapi. Det var helt bevidst, at jeg havde placeret ham på folden ved siden af ridebanen. Og selvom jeg godt ved, at det virker, så er det hver gang en fornøjelse at se, at det man laver med heste på banen, spreder sig til de heste, der går på foldene ved siden af. De opsnapper simpelthen den energi, som de heste, jeg arbejder med, har. På den måde går mit arbejde meget nemmere med de nye heste. Robin havde accepteret mig som leder, fordi Harald og Inedito gjorde det – samtidig med at han følte sig tryg ved det, jeg udstrålede som leder.

Det er ikke rocket science. Det er ikke magi – Det er bare “energi-arbejde”. Hestene afspejler bare den energi, som de er omgivet af. De opsnapper og “læner” sig ind i god, tryg og rar energi fordi, det er vigtigt for dem at kunne berolige sig selv, restituere og være en del af en flok. Det er guf for den del af deres autonome nervesystem (den parasympatiske del), som skal sørge for ro, hvile og tryghed. Så selvom om heste ikke er kendt for at have en høj IQ, så har Robin dog luret det. God energi og masser af den, så man falder til ro i sine omgivelser og ikke skal bruge for meget energi på at være urolig over alt det nye.

For os er restitution, ro, tryghed og glæde lige så vigtigt, som det er for hestene. Så med chance for at virke lalle-glad, så er der ingen grund til ikke at opsnappe alt den gode energi, som man kan til-rave sig og så plaske godt og grundigt rundt i den. Så næste gang, du har første dag på en ny arbejdsplads, er ude at rejse, er til eksamen, til middag hos svigermor eller andre skræmmende ting – så gør som Robin. Ret opmærksomheden hen på noget, som har god energi. Det kan være svigermors søde hund, en dejlig madpakke, du har med til eksamen, god musik du har med på ferien, en ny kollega, der virker venlig –  Og hold så dit fokus der, som havde du også fået glosuppe. Måske virker det spøjst til at starte med. Men det er ikke spøjst for dit nervesystem. Det vil lappe det i sig, og derved blive tryg, roligere, og gladere  – Og hvis Robin kan, (som er en hest) så kan du også. Så bare åbn øjnene – og ind med glosuppen.