Det autonome nervesystem

Det autonome nervesystem er den del af vores nervesystem, som vi ikke fysisk kan kontrollere. Det regulerer livsvigtige processer som fordøjelsen og hjerterytmen. Desuden sørger det for, at følelser kan sanses gennem kropsfornemmelser. Det autonome nervesystem består af to systemer:

  • Det sympatiske nervesystem

Det aktiveres, når vi føler os i fare og er som udgangspunkt designet til at kunne mobilisere os til at kæmpe eller flygte.

  • Det parasympatiske nervesystem

Det er derimod vores beroligelses- system, som giver følelsen af tryghed og ro. her styrkes hjerterytmen og fordøjelsen og kroppen restituerer og hviler

De to systemer aktiveres per refleks og skiftes normalt til at være aktive alt efter situationen.

Ved overbelastning af det autonome nervesystem
Når det sympatiske nervesystem aktiveres udløser blandt andet hormonerne adrenalin og noradrenalin. De to hormoner giver årvågenhed, opmærksomhed og effektiv informationsbearbejdning. Noradrenalinen er især central i forståelsen af overbelastnings-situationer som stress, chok og traumer. Forhøjede niveauer af noradrenalin resulterer nemlig i angsttilstande, irritabilitet, årvågenhed, angrebsagtig og defensiv adfærd. Puls og blodtryk forøges, og fordøjelsesprocessen hæmmes.

Når det sympatiske nervesystem har været aktiveret i et stykke tid, udløses hormonet cortisol. Dets funktion er at slukke de reaktioner, som er blevet sat i gang ved aktiveringen, og er på den måde faktisk et anti-stress-hormon. Det tager flere timer, før cortisolen er ude af kroppen, da hormonet også er designet til at forberede kroppen på en eventuel ny stresssituation. Som udgangspunkt er cortisol altså lavet til at slukke en stressreaktion, men hvis kroppen hele tiden oplever mange og gentagne stress-situationer, bliver cortisolen skadelig for kroppen. Det svækker nemlig organismens modstandskræft overfor infektioner og kan give mavesår og hjertekarsygdomme.

Den sympatiske del af vores nervesystem er fra naturens side kun designet til at være aktiveret i kort tid, som hvis vi f.eks mødte en løve. Så hvis det bliver overbelastet enten ved en traumatisk oplevelse, ved gentagne stress-situationer eller ved langvarig mismod, kan det få konsekvenser for vores mentale tilstand og vores følelser. På det følelsesmæssige plan forårsager det problemer med korttidshukommelsen, vanskeligheder med at “falde” ned igen efter stressende situationer, depressive tilstande osv. Når det sympatiske nervesystem aktiveres kronisk, begynder hjernen desuden at nedbryde cellerne i hjernen. Dette sker formentlig for at undgå en overaktivering. Herved får cortisolen svært ved at forbinde sig med cellerne og derved slukke en stressrespons, og nu kan selv milde former for stresssituationer betyde stor stressreaktion i kroppen.

 Sådan afbalancerer man de autonome nervesystem
Når man skal afbalancerer et nervesystem, som har været overbelastet af stress, traumer eller deprisive tilstande, skal man have adgang til det parasympatiske nervesystem, altså kroppens beroligelses-system. Ved stress kan det være svært at få adgang til det, da det sympatiske nervesystem ofte er konstant aktiveret.

Heste hjælper med at afbalancere dit autonome nervesystem
Forskningen har vist, at man kan opnå adgang til det parasympatiske nervesystem ved at kunne ”bruge” andre levende væsner nervesystem. Man taler om, at kan ”læne sig ind” i deres nervesystem og derved aktivere sit eget parasympatiske nervesystem. I det arbejde er heste meget gavnlige. De kan nemlig to ting i forbindelse i interaktion med mennesker. For det første kan de aflæse vores psykiske tilstand og med deres kropssignaler spejle det. For det andet kan de hjælpe os med at få adgang til det parasympatiske nervesystem og derved afbalancere vores nervesystem.

Heste kan aflæse mennesker, fordi heste har et særdeles veludviklet limbisk system. Det limbiske system ligger i den del af hjernen, der kaldes pattedyrshjernen. Det er her, vi kan skelne mellem følelser, og det betegnes derfor som “Det følende system”. Hesten er et særdeles socialt dyr, og deres limbiske system ligner meget menneskets. Reguleringen af deres nervesystem er meget afhængigt af de andre heste i flokken. De beroliger og giver hinanden tryghed ved hjælp af deres kropssprog. Heste er derfor i stand til at aflæse, om der er aktivitet i vores sympatiske- eller parasympatiske nervesystem ved at aflæse vores kropssprog. Heste har også en særdeles god hukommelse i forhold til relationer. Derfor er de i stand til at genkende personer, selvom de kun har mødt personen en gang før. Når klienten laver kropslige øvelser fra jorden med hesten, vil hesten på grund af sit veludviklede limbiske system med sit kropssprog afspejle klientens tilstand. Herved kan terapeuten aflæse klientens tilstand ved at kigge på hestens reaktioner på klienten.

Hesten kan hjælpe os med at afbalancere vores autonome nervesystem, da vi som sagt kan “læne os ind” i deres parasympatiske nervesystem. På grund af hestens veludviklede limbiske system, viser de altid deres følelser. Deres tænkende del af hjernen er ikke særlig udviklet, og derfor handler de altid impulsivt på deres følelser. Heste, som er i balance og harmoni med sig selv, udtrykker derfor meget tydeligt, når deres parasympatiske nervesystem er aktiveret. Deres bevægelser er rolige, deres øjne er venlige, og de tygger, smasker, gaber (som på billedet øverst) og gumler. Det er alle signaler om, at de føler sig veltilpas og trygge. Som klient kan man derfor gennem fysiske øvelser med hesten få adgang til at ”læne sig ind” i den ro, som hesten udstråler. Når de to nervesystemer dermed aktiveres samtidig, skaber dette et resonansfænomen, der tillader disse to systemer at ”samregulere” sig med hinandens aktivitet. Klienten kan altså herved få hjælp til at finde adgangen til sit parasympatiske nervesystem, da dennes nervesystem vil ”samregulere” sig med hestens. Dette arbejde giver desuden mulighed for at styrke klientens følelse af samhørighed og tillid til et andet væsen. Da heste, som nævnt har nemt ved at genkende os, får klienten en mere personlig kontakt til hesten og herved kan følelsen af samhørighed lettere skabes.

Da velafbalancerede heste fuldstændig problemfrit og hurtigt kan skifte fra det sympatiske nervesystem til det parasympatiske nervesystem, kan man – når kontakten til det parasympatiske nervesystem begynder at være etableret hos klienten – lave øvelser med hesten, hvor klienten sammen med hesten blidt aktiverer det sympatiske nervesystem. Jo mere nervesystemet nemlig er i stand til at kunne tåle moderat aktivitet i det sympatiske system – og stadigvæk gå tilbage og finde ro i det parasympatiske – jo mere fleksibelt og robust bliver det. I dette arbejde kan der f.eks. Laves øvelser, hvor klienten skal arbejde med at varetage sit personlige rum, sætte grænser og tage personligt lederskab.