Måned: maj 2018

Som psykoterapeut møder jeg en del unge gymnasie-piger, som har stress og angst. De bliver utrygge, hvis der er mange mennesker og får angstanfald. De føler sig udenfor fælleskabet, er ikke rigtig trygge ved veninder og fortæller dem ikke om deres angst. De har svært ved at følge med i skolen enten fordi, de har svært ved at lære nyt stof – eller simpelthen fordi, de ikke kan overskue fag, opgaver osv. Når de er hjemme, er de typisk angste, deprimerede eller udmattede.
Tit siger de til mig: “Jeg forstår det ikke. Det gik rigtig godt for mig i folkeskolen, og nu kan jeg slet ikke følge med”. 

Forklaringen er enkel. Man kan ikke lære noget, når man er utryg. Den ene del af vores autonome nervesystem (den sympatiske del) er nemlig fra naturens side lavet til at beskytte os, hvis vi bliver angrebet af et rovdyr eller lignende. Og når den del er aktiveret, så kan vi ikke lære noget som helst. Vi kan kun flygte eller kæmpe. Så sidder man i gymnasiet og er utryg, fordi man er bange for ikke at være dygtig nok, ikke smuk nok, ikke klog nok, ikke sjov nok, ikke populær nok osv, så vil den del af nervesystemet (den sympatiske del) helt automatisk gå i gang. Det er ikke noget, man selv kan kontrollere. Man kan altså ikke bare tage sig sammen og få det til at forsvinde, og man kan ikke bare ignorere det. Konsekvensen bliver ofte, at man ikke rigtig er tilstede i nuet, ikke rigtig kan lytte efter, ikke kan grine, har svært ved at spise, kan føle sig lukket inde i klasselokalet osv. Det er ikke noget kroppen og nervesystemet gør med vilje. Det er bare lavet sådan fra naturens side fra den gang, vi skulle overleve i naturen.

Det betyder altså ikke, at man er uintelligent, doven eller dum. Ens nervesystem er på overarbejde i skolen, fordi det tror, at man er i fare. Det kan ikke skelne mellem virkelig fare (en løve) eller pres, forventninger fra omverdenen og en selv. Og når nervesystemet er på over arbejde, så kan resten af hjernen ikke lære noget. Tværtimod så lukker den del af hjernen ned, som man bruger til at lære nye ting, da hjernen ikke har kapacitet til både at holde del af hjernen i gang, der beskæftiger sig med at beskytte os mod farer og den del, der skal lære nye ting. 

Når jeg møder disse piger, starter vi ofte terapi-arbejdet med at lede efter noget, som de oplever som “rart”. Det kan virke fjollet. Det er det ikke. Noget som opleves rart, aktiverer nemlig den del af nervesystemet (den parasympatiske del), som beroliger vores krop og hjerne, og herved kan man igen begynde at indlære. Derefter kigger vi på de årsager, der ligger til grund for angsten, uroen osv, og hele tiden arbejder vi med at afbalancere nervesystemet. Jo mere nervesystemet afbalanceres, jo mere vil angsten begynde at lægge sig, så skolen, forsamlinger osv kan igen føles ok at være i. Indlæring sker bedst, når man er tryg, glad, nysgerrig, rolig osv. Det glæder selvfølgelig også for de unge piger i gymnasiet….

Foto: Victoria Binder

Jeg bliver rigtig tit spurgt om, hvad det autonome nervesystem er, samt hvorfor det giver mening at arbejde med det i terapi sammen med heste.

Vores autonome nervesystem er den del af vores nervesystem, som er uden for vores kontrol. Det er fra naturens er designet til at skulle få os til at kunne kæmpe eller flygte, hvis vi oplever, at vi er i fare. Samtidig skal det få os til at kunne slappe af og restituere, når vi føler os trygge og glade. Hvorvidt vores autonome nervesystem er i ro eller i aktivitet er afgjort af, om der er aktivitet i den parasympatiske del af systemet, eller den sympatiske del.

Den sympatiske del er aktiveret, hvis vi føler os i fare.

Den parasympatiske del er aktiveret, hvis vi føler os trygge.

Et velafbalanceret nervesystem kan skifte fra at have aktivitet i den sympatiske del (hvis vi føler os i fare) til at have aktivitet i den parasympatiske del (når vi så føler os trygge igen). 

Vores krop tåler til gengæld dårligt, hvis der konstant er for meget aktivitet i den sympatiske del. Det vil sige, at vi konstant føler os i fare og er urolige, som F.eks ved stress, angst, depression mm.

I terapi giver det mening at arbejde med det autonome nervesystem, fordi mange mennesker i dag har en tilværelse, hvor den sympatiske del tit er aktiveret på grund af en hverdag med stress, press og usikkerhed. Da vores krop restituerer, når der er aktivitet i den parasympatiske del, skal vi det meste af vores dagligdag helst have aktivitet der. Altså føle os glade, trygge og i ro. Sker det ikke, kan det ofte blive sværere og sværere at finde “døren” indtil denne del . Altså finde nøglen til, hvad der får dig til at falde til ro, være tilstede, føle dig tryg osv. 

I terapi giver det derfor god mening at arbejde med at finde adgang til den parasympatiske del. Når denne adgang etableres, kan man nemlig lettere og oftere bringe sig selv tilstede og i ro og derved opleve glæde og tryghed. 

Til det terapi-arbejde giver hestene mening, fordi de for det første som flokdyr og flugtdyr hele tiden tydeligt viser, hvilken del af deres nervesystem, der er aktiveret. Samtidig vil de som flokdyr spejle, hvordan dit nervesystem har det, da de konstant med spejlning af hinanden signalerer, hvordan alle i flokken har det.  

Mange mennesker med F.eks. stress, angst, og depression har svært ved at mærke, hvad der skal til for at berolige dem. Sammen med hesten kan man med øvelser arbejde med at afklare, hvad der skal til for at aktivere sin parasympatiske del. Lige så snart man én gang har fundet “sin adgang” til det parasympatiske system, bliver det meget nemmere at aktivere den del igen og igen og derved kan din krop finde ro, hvile, glæde mm. 

For det andet beroliger heste hinanden ved at være meget aktiveret i deres parasympatiske system og virkelig udstråle ro, tryghed og hvile. De pruster, gaber, tygger og lukker øjnene. Velafbalancerede heste kan derfor også hjælpe dig med at finde ro ved, at du kan “læne” dig ind i deres system og derved blive beroliget. Det er en god måde at starte med at få aktiveret sin parasympatiske del ved simpelthen at arbejde “læne” sig ind i hestens ro. 

Når man kan berolige sit nervesystem, vil man opleve, at ens sympatiske del (uro, angst mm) bliver sjældnere og mindre voldsomt aktiveret, og man vil langt hurtigere kunne falde til ro igen.

Samtidig gør kontakten med heste et stort indtryk på de fleste mennesker, også dem der ikke har interesse eller kendskab til heste. Når man oplever ægte kontakt og samhørighed med et så stort, smukt og ærligt dyr, oplever jeg, at mange får lyst til og mod på at forandre de mønstre og handlinger, der står i vejen for, at de kan opleve ro og glæde.

Foto: Victoria Binder