Nytårsaften er for de fleste er forbundet med hyggeligt samvær, mad, drikke og fyrværkeri. Sådan er det ikke for hestene. For dem er det en aften, hvor deres nervesystem kan blive testet i et langt uforståeligt lyd- og lysinferno af brag, hyl og krudtlugt.
For Harald og Inedito er det deres første nytårsaften på deres nye løsdrift. De kommer til at have førsteparket til aftenhimlen – dog heldigvis ude på landet, hvor spektaklet for det meste foregår ude i horisonten. Inedito vil givetvis være upåvirket. Harald vil nok blive lidt urolig.
Jeg havde engang en lejlighed med tagterrasse ved søerne i København. Nytårsaften holdt vi kæmpe fest og så fyrværkeriet over København fra tagterrassen. Der lavede vi en “lille leg”, hvor vi forstillede os, at farve-infernoet betød død, og ødelæggelser, og at de lange hyl var lyden før et nedslag af en bombe. Bragene var eksplosioner og lyden af ruin. Efter et par minutter føltes det faktisk lidt for virkeligt. Vi fik lyst til at sætte champagneglassene og skifte sikkerhedsbrillerne ud med hjelm og skudsikker vest. På en eller anden måde blev alene lydene, lugten og trykket fra eksplosionerne for meget, hvis man puttede et krigspræget tankesæt på dem.
Det er selvfølgelig ingen grund til at skræmme sig selv på en festaften. Men nytårsaften er faktisk en glimrende anledning til bare lige at forestille sig, hvordan det er at være i andres sko. At være der, hvor bombardementet ikke holder op klokken 01.00, fordi der har folk fyret deres sidste kineser af, er for stive og er blevet lettet for et par tusinde kroner. Andre steder stopper lydene, lugtene og larmen ikke. Der høvler de bare afsted i et langt uendeligt mareridt. Et mareridt, som oftest fortsætter i mange nytårsaftener frem, fordi den aften pludselig ikke forbindes med glæde, men bare ripper op i ubehagelige erindringer, og hvor ens nervesystem skriger for at køre op på max.
Der bliver kigget til Inedito og Harald i aften, og jeg er klar til at rykke ud, hvis det bliver så intenst for dem, så deres nervesystem ikke kan håndtere “festen”.
De kan ikke tale fornuft til sig selv. De kan generelt føle sig trygge, og det vil formentligt bevirke, at de efter lidt tid vil opdage, at bragene ikke udgør en fare for dem. Men de kan ikke tage sig sammen, holde op eller ignorerer deres uro.
Man kan ikke sludre med amygdala (vores alarmknap i hjernen). Man kan koble sin kognitive del af hjernen til og tænke, “Det er jo ikke farligt”. Den har hestene ikke. Og er man som menneske traumatiseret omkring noget, så kan man sagtens tænke, “Det jo ikke er farligt”. Man kan bare ikke mærke det. Det føles farligt, for kroppen er gået i alarmberedskab.
Derfor skal folk, der er traumatiserede mødes med stor forståelse, omsorg og tålmodighed. Er man i tvivl om det, så luk lige øjnene i aften ved midnatstid og forestil dig det lille tanke-eksperiment, som jeg og mine venner lavede som unge. Får man stadig lyst til at sige, “Så tag dig dog sammen”, hvis man oplever, at nogen bliver urolige over noget, som ikke i almindelighed udgør en trussel – så forestil dig, at du siger det til Harald på en aften som i aften. Vil det få en virkning??? Næppe…Højst vil han blive lidt mere urolig…