Det er jo bare fyrværkeri – eller er det?

Nytårsaften er for de fleste er forbundet med hyggeligt samvær, mad, drikke og fyrværkeri. Sådan er det ikke for hestene. For dem er det en aften, hvor deres nervesystem kan blive testet i et langt uforståeligt lyd- og lysinferno af brag, hyl og krudtlugt.

For Harald og Inedito er det deres første nytårsaften på deres nye løsdrift. De kommer til at have førsteparket til aftenhimlen – dog heldigvis ude på landet, hvor spektaklet for det meste foregår ude i horisonten. Inedito vil givetvis være upåvirket. Harald vil nok blive lidt urolig.

Jeg havde engang en lejlighed med tagterrasse ved søerne i København. Nytårsaften holdt vi kæmpe fest og så fyrværkeriet over København fra tagterrassen. Der lavede vi en “lille leg”, hvor vi forstillede os, at farve-infernoet betød død, og ødelæggelser, og at de lange hyl var lyden før et nedslag af en bombe. Bragene var eksplosioner og lyden af ruin. Efter et par minutter føltes det faktisk lidt for virkeligt. Vi fik lyst til at sætte champagneglassene og skifte sikkerhedsbrillerne ud med hjelm og skudsikker vest. På en eller anden måde blev alene lydene, lugten og trykket fra eksplosionerne for meget, hvis man puttede et krigspræget tankesæt på dem.

Det er selvfølgelig ingen grund til at skræmme sig selv på en festaften. Men nytårsaften er faktisk en glimrende anledning til bare lige at forestille sig, hvordan det er at være i andres sko. At være der, hvor bombardementet ikke holder op klokken 01.00, fordi der har folk fyret deres sidste kineser af, er for stive og er blevet lettet for et par tusinde kroner. Andre steder stopper lydene, lugtene og larmen ikke. Der høvler de bare afsted i et langt uendeligt mareridt. Et mareridt, som oftest fortsætter i mange nytårsaftener frem, fordi den aften pludselig ikke forbindes med glæde, men bare ripper op i ubehagelige erindringer, og hvor ens nervesystem skriger for at køre op på max.

Der bliver kigget til Inedito og Harald i aften, og jeg er klar til at rykke ud, hvis det bliver så intenst for dem, så deres nervesystem ikke kan håndtere “festen”.

De kan ikke tale fornuft til sig selv. De kan generelt føle sig trygge, og det vil formentligt bevirke, at de efter lidt tid vil opdage, at bragene ikke udgør en fare for dem. Men de kan ikke tage sig sammen, holde op eller ignorerer deres uro.

Man kan ikke sludre med amygdala (vores alarmknap i hjernen). Man kan koble sin kognitive del af hjernen til og tænke, “Det er jo ikke farligt”. Den har hestene ikke. Og er man som menneske traumatiseret omkring noget, så kan man sagtens tænke, “Det jo ikke er farligt”. Man kan bare ikke mærke det. Det føles farligt, for kroppen er gået i alarmberedskab.

Derfor skal folk, der er traumatiserede mødes med stor forståelse, omsorg og tålmodighed. Er man i tvivl om det, så luk lige øjnene i aften ved midnatstid og forestil dig det lille tanke-eksperiment, som jeg og mine venner lavede som unge. Får man stadig lyst til at sige, “Så tag dig dog sammen”, hvis man oplever, at nogen bliver urolige over noget, som ikke i almindelighed udgør en trussel – så forestil dig, at du siger det til Harald på en aften som i aften. Vil det få en virkning??? Næppe…Højst vil han blive lidt mere urolig…

Er dine fortøjninger stærke nok?

Inedito på 3 år er helt blank på sadel, hovedtøj, tilridning osv. Så når jeg kommer trampende med det hele, synes han, at det er vanvittig spændende. Når sadlen så lander på ryggen af ham, venter han på at blive rost og ser ganske tilfreds ud med sig selv. Med Robin – som kun har været hos mig i nogle uger – er det helt anderledes. Han trykker sig, når jeg kommer med sadlen, og da jeg satte foden forsigtigt i bøjlen, blev han meget urolig. Noget i hans nervesystem forbinder mennesker på ryggen med angst.

I arbejdet med det autonome nervesystem, er det vigtigt at arbejde med begrebet “fortøjninger”. Det betyder, at man altid sørger for, at klienten kan vende tilbage til noget, der føles trygt, hvis aktiviteten i nervesystemet bliver for høj. Systemet kan nemlig ikke skelne mellem, om man bare taler om noget ubehageligt, eller rent faktisk oplever det igen. Så bliver nervesystemet for højt aktiveret, så oplever det bare traumet igen. Ikke godt…

Derfor handler det altså om at sørge for, at fortøjningerne til Robin laves – og laves stærke nok. Robin elsker at blive striglet og blive rost. Begge dele beroliger ham. Derfor er ros og strigling blevet vores fortøjning. Og hver gang jeg strigler og roser, så fletter jeg sadlen ind, mig på en stol, der læner mig ind over Robins ryg osv. Hver gang jeg oplever, at han bliver urolig over sadlen, så går jeg tilbage til striglingen.

Vigtigst af alt, når man arbejder med nervesystemer er, at man holder øje med, om der er kontakt. Hvordan ser folk ud, når de taler om deres traume? Hvordan sidder de i stolen? Hvordan ser deres kropssprog ud? Stemmeføring osv? Så hver gang, jeg lægger sadlen på Robin, så sørger jeg for, at der er kontakt imellem os. Han behøver ikke kigge på mig. Jeg kan se på hans kropssprog og ører, om han er opmærksom på mig. Samtidig holder jeg øje med hans nervesystem. Hvor urolig bliver han over sadlen? Bliver han stående og bare trykker sig eller begynder han at gå? Kan jeg berolige ham med stemmen? Bliver han glad og slapper af, når han får ros?

Find derfor nogle fortøjninger, der holder. Det gælder både i forhold til dig selv, din hest, børn, venner, kæreste osv. Noget du/I altid kan vende tilbage til, når du/I bliver for urolige. Det er meget forskelligt, hvad fortøjninger er for den enkelte person. I starten kan det godt være noget af et detektiv-arbejde, men en god rette-snor er, at fortøjninger skal føles rart, og det skal være noget, hvor du ikke skal yde og præstere noget bestemt. Virker det rart at drikke en kop te, så prøv det af. Virker det rart med et kram eller at gå en tur, så prøv det af. Med tiden vil nervesystemet automatisk begynde at slappe af, bare tanken falder på en kop te, gårtur, kram mv. Imens lægger jeg sadlen på Robin og “strigler” mine fortøjninger stærkere og stærkere, mens jeg holder øje med, om de er stærke nok til, at han – trods lidt bølgegang i nervesystemet over gamle sadeltraumer – forbliver tryg.

Kend dine svagheder – det bliver nemlig din styrke

I dag satte jeg Inedito og gårdens to andre heste sammen på fold for første gang – og selvom jeg har meget erfaring med heste, så bed jeg en anelse negle over, hvor vildt det mon ville blive med en ny-kastreret Inedito på 3 år, en ny-kastreret Robin på 4 år – og Harald på 8 år, der bare gerne vil have ro til at spise.

Jeg var overbevidst om, at det ville blive Inedito, der løb af med titlen som foldens leder. Han er godt nok ung, men hurtigt, spændstig, i form, modig og meget insisterende på at være lederen. En hest, der hele tiden spørger: “Er du sikker på, at det ikke er mig, der er lederen? Nå ikke – så venter jeg lige 5 minutter, og så spørger jeg dig lige igen. Det kan jo være, at du ombestemmer dig”

Robin, havde jeg derimod tippet som foldens “taber”, da han har noget med det ene bagben, som bevirker, at han nødigt vil bakke, og ikke kan flytte sig hurtigt. (Vi er i gang med at finde ud af, hvad der er i vejen med ham. Han har ingen smerter.)

Havde folden været en arena og de 3 heste gladiatorer, så havde jeg sat alle mine sparepenge på Inedito. Jeg have tippet kampen til at indeholde en del løben, stejlen og halløj – men Inedito ville blive den klare vinder.  Min opgave ville derfor blive at passe på Robin, så han ikke blev bidt og sparket, hvis han ikke underkastede sig.

Men sådan gik det ikke – Sådan gik slet ikke. Ingen løben, ingen stejlen og slet ingen sparken. Inedito pustede sig op, hvorefter Robin langsomt, men sikkert bakkede ham 7-8 meter, mens han bed ham gentagne gange i halsen. Hårdt, vedholdende og taktfast. Inedito bakkede, først nølende og derefter med et fåret, overrasket og nærmest føl-agtigt udtryk i ansigtet. Derefter græssede Robin og Harald videre, som om Inedito ikke eksisterede.

Og hvad kan vi bruge det til? Jo, Robin kendte sin krop, sine styrker og i særdeleshed sine svagheder. Han vidste instinktivt, hvad han kunne og ikke kunne. Så han sørgede for, at kampen blev på hans præmisser og med de våben, som han havde til rådighed. Ingen løben, ingen stejlen og ingen hurtige moves.

Hvis vi kender vores krop og sind kan vi detsamme. Desværre vil vores ego og hoved gerne fortælle os, at vi nok ikke er “vindere”, hvis vi har fysiske eller psykiske skavanker af den ene eller anden karakter. Så dagens læring er: Kend dine svagheder og styrker, så kan man som Robin vinde nogle sejre her i livet, ved at sørge for, at “slagene” udkæmpes der, hvor ens styrker får en afgørende rolle.