Hvor er du dygtig, Inedito….. Min 3 årige hest kigger opmærksomt på mig. Derefter tygger, smasker og gumler han….Jeg fortsætter… Du er simpelthen SÅ dygtig…. Nu gaber han uhæmmet, mens han ser hel saglig ud med halvlukkede øjne…
Mine heste elsker ros. Hver gang jeg roser dem, viser de mig prompte, at de har forstået, at de får ros, nemlig ved at tygge, smaske og gabe (Hestes måde at vise på, at de er trygge og glade).
Jeg bruger ros meget bevidst i mit arbejde. Og faktisk er det en af de første “trygheds-fortøjninger”( Se evt blogindlæg: Er dine fortøjninger stærke nok ), jeg knytter til nye heste. Det gør jeg af to årsager. Dels fordi ros speeder indlæringen op, men sandelig også for at berolige hesten og fortælle den, at vi er en flok, og at jeg respekterer og anerkender den. Første gang nye heste får ros, sker der som oftest ingenting. De stirrer bare lige ud i luften. Men meget hurtigt begynder de at reagere på rosen, og nogle heste sukker og falder ligefrem lidt sammen i kroppen. Mine egne hest kan endda blive grebet så meget af rosen, at de må lægge sig ned og rulle sig i al den velvære, det skaber i deres krop…
Heste er ikke de eneste, som har godt af ros. Det har vi også. Især rosen eller måske mere præcist anerkendelsen for at være den, vi er – med de ting, vi gør – er vigtig. Det handler dog ikke om at skulle præstere noget bestemt for at få ros af sig selv. Altså ingen OL medaljer for at få lov at få ros af sig selv. Nej, faktisk handler det om at fortælle dig selv, at du er ok, som du er – og på den måde udløse tryghed i dit nervesystem, som derved giver glæde. Altså en ren win win…..….
Nogle gange kan det handle om at anerkende sig selv for nogle af de ting, man beskæftiger sig med lige nu. Det kan handle om anerkendelse i forhold til at prøve nye ting, eller beslutte sig for ikke at ville prøve nye ting. Anerkendelse for at gøre gode ting for sig selv eller anerkendelse for, at det er ok, at man har begået en fejl osv.
De første gange, man roser/anerkender sig selv, kan man ligesom hestene opleve det noget tomt – lidt ligesom den nye hest, der bare stirrer ud i luften. Her oplever jeg, at det giver god mening at bruge “ros-trænede” heste som spejl, så man kan øve sit “rose-gen”. Dels kan man jo starte med at rose hesten og mærke, hvordan det er at rose andre… Og dels kan man jo også rose sig selv, og så vil hesten – når man mener rosen til sig selv – helt på automatpilot begynde at tygge, smaske og gumle. De er nemlig ligeglade med, om det ikke er dem, der bliver rost. Dels spejler de bare, det der sker i dig – og dels lapper de ros i sig, for det gør dem trygge og glade – og selvom hestes IQ absolut ikke er imponerende, så har de forstået, at jo gladere, tryggere og jo mere selvtillid, de har, jo bedre har de det – Og det er ikke så dumt tænkt endda…