Jeg ejer Human Horse og er uddannet psykoterapeut med speciale i arbejdet med det autonome nervesystem og chok/traume. Jeg har arbejdet med heste hele sit liv. Jeg er uddannet i klassisk dressur/grunddressur og horsemanship hos Birgitte Clausen, Horse Contact og har siden 2004 undervist og trænet heste og ryttere i både dressur og horsemanship.
I mit arbejde med hesteassisteret terapi har jeg har PTSD ramte veteraner og politibetjente i terapi samt klienter med stress, angst, depression mv. I hesteassisteret læring arbejder jeg med børn og unge fra behandlingsinstitutioner, specialtilbud og STU skoler. Jeg afholder kurser, workshop, foredrag i neuroaffektiv hesteassisteret terapi samt tilbyder supervision til fagpersonale.
Jeg har desuden i samarbejde med Aarhus Universitet og Danmarks Veteraner lavet Danmarks første forskningsprojekt i neuroaffektiv hesteassisteret terapi med PTSD ramte veteraner. Her har jeg i 2021 haft PTSD ramte veteraner i neuroaffektiv hesteassisteret terapi for at undersøge terapiformens effekt på målgruppen. Resultatet af projektet forventes at komme i efteråret 2022. Jeg samarbejder desuden med politiforenigen, Thin Blue Line i forhold til PTSD ramte politibetjente. I 2019 var jeg som psykoterapeut med soldaterforeningen, Veteranskytterne til Warrior Week i USA.
Jeg modtager uddannelse hos psykolog Ulla Rung Weeke og er uddannet supervisor hos Peter Kofoed.
Jeg er desuden uddannet journalist, cand.com og har både arbejdet som journalist på DR Nyheder, Ridehesten, Magasinet Hest, Zibrasport og Dansk Psykoterapeutforening.