Måned: november 2017

I dag var en god dag. Jeg kørte fra hestene med en følelse af, at have lavet et godt stykke arbejde. Da jeg sad i bilen, tænkte jeg pludselig. “Hvad var det egentlig, der var så godt i dag?” Svaret er, at det var en fornøjelse at ride Harald. Der var ro på. Han kunne lave forskellige dressurøvelser uden at spænde op. Han lyttede og arbejdede roligt og koncentreret. Mens jeg kørte ud på motorvejen, gik det pludselig op for mig, at havde jeg rettet blikket i en anden retning, havde mit positive syn på i dag, måske ikke været helt så skudsikkert. I min evaluering stod der nemlig ikke noget om, at Inedito var ukoncentreret, da jeg arbejde med ham. At Harald i arbejdet fra jorden brugte de første 20 minutter på at være bange for træerne, blæsten, sin skygge mm. Alt det blev simpelthen eraiset af følelsen af fremskridt på dressur-fronten. Og jeg er jo dressur-rytter, så ingen tvivl om, at det umiddelbart er her, jeg måler dagens succes-rate.

Det føltes rart, at det var en god dag. Det er ikke hver dag, at min ridning falder i hak som i dag, så i jagten på følelsen af en god dag, tænker jeg, at det måske kunne være smart at udvide succes-mulighederne. For der er også dage, hvor horsemanship- arbejdet falder i hak. Dage, hvor Inedito pludselig forstår en ny øvelser fra jorden osv. Jeg interviewede engang en sports-coach, som sagde “ følelsen af succes afhænger af, i hvilken retning, du i et mørkt rum, retter din lommelygte. Du kan nemlig kun se det, lyskeglen rammer”. Så med det in mente – Så kunne hver dag faktisk være en god dag, hvis man bare lader lyskeglen ramme det, der er gået godt. Og hvem vil ikke gerne have en god dag? Dem kan man da ikke få for mange af….

Harald er utryg. Det kræver ikke en doktorgrad at spotte det. Den mindste lyd, vinden og det bare at skulle ud af sin fold bevirker, at han sætter tempoet op, og jeg kan mærke, at hans system begynder at geare op. Alle nye øvelser fra jord og ryg er IKKE velkomne i Haralds verden. Hvor Inedito altid er klar, parat, start…..( Og nogle gange ikke helt venter på start), så forsvinder Harald væk ud i galakserne med en energi, der siger: Jeg er her ikke..

I min omgangskreds er der mange bud på, hvorfor Harald er utryg. Hvad har han oplevet? Hvornår er han blevet utryg? Er han født sådan? Jeg ved intet om Haralds fortid. Burde jeg det? Ingen tvivl om, at for os mennesker, kan det give en ro eller en følelse af afklarethed at kende vores historie og derved forstå, hvorfor vi selv reagerer, som vi gør. Jeg kender mange, der skriver til deres hests tidligere ejere for at høre, hvad den har oplevet, hvor den har været osv. For nogle bevirker det da også, at de pludselig forstår deres hestes reaktioner bedre. For andre kan nøglen til deres hests til tider gådefulde opførsel ikke hentes i fortiden, da deres hest tilsyneladende ikke har oplevet noget som helst.

Med årene er jeg holdt op med at spørge mine nye elever, om deres hests historie. Primært fordi jeg som journalist ved, at man kun kan få den “rigtige” version fra hestens egen mund – og det bliver jo lidt svært. Men også fordi jeg oplever, at forklaringerne kan forkludre hele humlen i arbejdet med heste. Nemlig at være tilstede i nuet. At være lige der, hvor man bare forholder sig til hestens signaler, udstråling og reaktioner. Der ligger nemlig – efter min mening – muligheden for at arbejde med og heale hestens tidligere dårlige oplevelser og give den nye oplevelser af tillid og tryghed. Der er en gammel lærersætning, der hedder, at det bedste, man kan gøre for andre, er at kende sig selv. På den måde kan man nemlig tilbyde en tryg relation, som kan hjælpe andre med at heale deres fortid. Så med det tapetseret i baghovedet, så holder jeg nallerne fra Haralds fortid og forholder mig til ham her og nu. Så kan jeg altid begrave begge skuldre, arme, hænder og alle nallerne i min egen historie…

Der er de dage, hvor det bare virker håbløst. Sådan en dag, var det i dag. Solen skinnede, og endelig var der en pause fra regn, regn og mere regn. Men det blæste. Og blæst er bare ikke Haralds kop te. Mildest talt slet ikke Haralds kop noget som helst. Så resultatet var en Harald, der var overbevist om, at træerne og krattet på hele den ene langside af ridebanen, ville komme efter ham. Harald kunne i en hel time formå at sno sin krop på en sådan måde, at han både i løs-longeringen og i kørelinerne, hele tiden holdt sig uden for krattets angrebs-radius. Samtidig krydrede han træningen med jævnt fordelt over timen at få store chok over træernes svajen i vinden. I dag var jeg glad for min viden omkring det autonome nervesystem, og dets måde at reagere på, for ellers tror jeg, at jeg havde opgivet Harald og overladt ham til krattet. For helt ærligt, så lignede han ikke en hest, der bliver arbejdet koncentreret og fokuseret med hver dag.

Så i dag har jeg ikke lavet andet end at blive ved med at insistere på, at hverken træer eller krat kan spise heste. Og man skal holde tungen lige i munden, for hvis man tror, at fortjenesten kommer i dag, så tager man fejl. Haralds system faldt ikke til ro, før han kom ud på sin egen fold igen. Fortjenesten kommer langsomt dag efter dag, blæsevejr efter blæsevejr. Og den kommer ved at blive ved og ved og ved med at signalere, der er ikke noget farligt her. Og at gøre det på en blid og rolig, men stædig insisterende måde. Er det terapi for Harald? ja, det er det. Harald ved det ikke, og han er også ligeglad. Men hans system oplever, at vi dag efter dag overlever krattet, vestenvinden og andre katastrofer – Og at vi gør det med mig som lederen. Så i dag var også en test af mig. En test af, om jeg blev irriteret, udmattet eller gav op. Og jeg bestod. Jeg fik det ikke til at betyde, at jeg intet kan med heste, og jeg tænkte heller ikke: “Hvorfor kan den tornado af en hest ikke bare slappe af”. Jeg trænede videre, trods vind og blæst og Harald i øst og vest – mens jeg blev ved med at mumle til mig selv: Keep going, just keep on going…

Da Inedito gik ind på ridebanen klokken 8 i morgen, og begyndte at arbejde, stod han og kiggede ind på ridebanen. Da Harald gik på banen til dagens arbejde klokken 9.30, stod han stadigvæk og glanede. I tre stive timer stod gårdens sprit nye beboer, hesten Robin i morges og kiggede ind på ridebanen med samme opslugthed, som så han tre afsnit af “Game of Thrones”. Han tyggede, gumlede og gabte som tegn på velvære i takt med, at Inedito og Harald tyggede, gumlede og gabte, når de arbejdede – men ellers stod han bare helt stille og godt gammeldags gloede.

Da det så blev hans tur, stod han klar ved leddet, gik ind på banen og fulgte efter mig rundt på banen (join up), som havde han aldrig lavet andet. Han gabte og gabte, som de jo gør, når de føler sig trygge med deres leder. Lederskabet var på plads. Robin virkede glad og tilfreds.

Robin er den nye hest, jeg har fået til låns. Jeg skal se, om han kan bruges i arbejde med hesteassisteret terapi. Det var helt bevidst, at jeg havde placeret ham på folden ved siden af ridebanen. Og selvom jeg godt ved, at det virker, så er det hver gang en fornøjelse at se, at det man laver med heste på banen, spreder sig til de heste, der går på foldene ved siden af. De opsnapper simpelthen den energi, som de heste, jeg arbejder med, har. På den måde går mit arbejde meget nemmere med de nye heste. Robin havde accepteret mig som leder, fordi Harald og Inedito gjorde det – samtidig med at han følte sig tryg ved det, jeg udstrålede som leder.

Det er ikke rocket science. Det er ikke magi – Det er bare “energi-arbejde”. Hestene afspejler bare den energi, som de er omgivet af. De opsnapper og “læner” sig ind i god, tryg og rar energi fordi, det er vigtigt for dem at kunne berolige sig selv, restituere og være en del af en flok. Det er guf for den del af deres autonome nervesystem (den parasympatiske del), som skal sørge for ro, hvile og tryghed. Så selvom om heste ikke er kendt for at have en høj IQ, så har Robin dog luret det. God energi og masser af den, så man falder til ro i sine omgivelser og ikke skal bruge for meget energi på at være urolig over alt det nye.

For os er restitution, ro, tryghed og glæde lige så vigtigt, som det er for hestene. Så med chance for at virke lalle-glad, så er der ingen grund til ikke at opsnappe alt den gode energi, som man kan til-rave sig og så plaske godt og grundigt rundt i den. Så næste gang, du har første dag på en ny arbejdsplads, er ude at rejse, er til eksamen, til middag hos svigermor eller andre skræmmende ting – så gør som Robin. Ret opmærksomheden hen på noget, som har god energi. Det kan være svigermors søde hund, en dejlig madpakke, du har med til eksamen, god musik du har med på ferien, en ny kollega, der virker venlig –  Og hold så dit fokus der, som havde du også fået glosuppe. Måske virker det spøjst til at starte med. Men det er ikke spøjst for dit nervesystem. Det vil lappe det i sig, og derved blive tryg, roligere, og gladere  – Og hvis Robin kan, (som er en hest) så kan du også. Så bare åbn øjnene – og ind med glosuppen.