Jeg møder tit folk, der kan være i tvivl om, hvad der skal til for, at de kan lave en forandring i deres liv. Ofte tror de, at der skal noget meget voldsomt, stort og skelsættende til, for at de kan forandre uhensigtsmæssige mønstre, adfærd og tankegang. Årsagen til den tankegang kan være, at vi jo ved, hvor svært, det kan være, bare man skal forandre små ting som at skrue ned for sit slik, kaffe eller cigaretforbrug. Film, litteratur og teater, viser os da også, at der ofte skal stort drama til i hovedpersonens liv – før de ser lyset og laver om på deres tilværelse, men så gør de det også drastisk, dramatisk og i 3D.
I mit arbejde med klienter, ser det imidlertid lidt anderledes ud. Jeg oplever, at det er små indsigter og opdagelser om sig selv, der på den lange bane gør en stor forskel.
Nervesystemet skal have tanken om forandring ind med ro og i et adstadigt tempo, for ikke bare at stresse op. Hvis oplevelserne og intensiteten bliver for store – og nervesystemet derved bliver for stresset, så er det nemlig kun den tænkende del af vores hjerne(den kognitive del), der siger: Aha, det kan jeg da godt se er et dårligt mønster. Lad mig straks ændre på det”. Men nervesystemet er så stresset, så vi ikke kan mærke følelsen i vores krop – hvorfor forandringen sjældent sker.
Selv har jeg altid fået de største indsigter i en bisætning. Noget, der er blevet sagt til mig, som jeg måske ikke lige tænkte over i situationen, men som så er dukket op senere. Og mest af alt har jeg oplevet, at muligheden for forandring skulle gentages – og opleves – igen og igen i trygge omgivelser i mit personlige arbejde. På den måde har jeg langsomt både kunne høre, føle og erfare, at her var noget, der skulle og kunne forandres. Ved sådan et arbejde kan hjernen langsomt lave nye nervebaner, der medfører nye mestringer for os. Som ung har jeg arbejdet en del med at kunne sige fra, sætte grænser osv. Længe troede jeg, at når jeg en dag kunne mestre at sige fra – så ville jeg opleve det som i et teaterstykke, hvor jeg i pomp og pragt kom stormende ind på scenen og råbte: “Stop – Holdt – Jeg siger hermed fra”. Sådan blev det aldrig rigtigt. Forandringerne er kommet mere ubemærket og væsentligt mindre dramatisk med. Så selvom forandringer har gigantisk-ocean-betydning, så sker det efter min erfaring oftest uden tsunamier og brølende storm, men mere som en længere sejlads på mere stille vande.