Tryghed skal skovles ind med glosuppe

Da Inedito gik ind på ridebanen klokken 8 i morgen, og begyndte at arbejde, stod han og kiggede ind på ridebanen. Da Harald gik på banen til dagens arbejde klokken 9.30, stod han stadigvæk og glanede. I tre stive timer stod gårdens sprit nye beboer, hesten Robin i morges og kiggede ind på ridebanen med samme opslugthed, som så han tre afsnit af “Game of Thrones”. Han tyggede, gumlede og gabte som tegn på velvære i takt med, at Inedito og Harald tyggede, gumlede og gabte, når de arbejdede – men ellers stod han bare helt stille og godt gammeldags gloede.

Da det så blev hans tur, stod han klar ved leddet, gik ind på banen og fulgte efter mig rundt på banen (join up), som havde han aldrig lavet andet. Han gabte og gabte, som de jo gør, når de føler sig trygge med deres leder. Lederskabet var på plads. Robin virkede glad og tilfreds.

Robin er den nye hest, jeg har fået til låns. Jeg skal se, om han kan bruges i arbejde med hesteassisteret terapi. Det var helt bevidst, at jeg havde placeret ham på folden ved siden af ridebanen. Og selvom jeg godt ved, at det virker, så er det hver gang en fornøjelse at se, at det man laver med heste på banen, spreder sig til de heste, der går på foldene ved siden af. De opsnapper simpelthen den energi, som de heste, jeg arbejder med, har. På den måde går mit arbejde meget nemmere med de nye heste. Robin havde accepteret mig som leder, fordi Harald og Inedito gjorde det – samtidig med at han følte sig tryg ved det, jeg udstrålede som leder.

Det er ikke rocket science. Det er ikke magi – Det er bare “energi-arbejde”. Hestene afspejler bare den energi, som de er omgivet af. De opsnapper og “læner” sig ind i god, tryg og rar energi fordi, det er vigtigt for dem at kunne berolige sig selv, restituere og være en del af en flok. Det er guf for den del af deres autonome nervesystem (den parasympatiske del), som skal sørge for ro, hvile og tryghed. Så selvom om heste ikke er kendt for at have en høj IQ, så har Robin dog luret det. God energi og masser af den, så man falder til ro i sine omgivelser og ikke skal bruge for meget energi på at være urolig over alt det nye.

For os er restitution, ro, tryghed og glæde lige så vigtigt, som det er for hestene. Så med chance for at virke lalle-glad, så er der ingen grund til ikke at opsnappe alt den gode energi, som man kan til-rave sig og så plaske godt og grundigt rundt i den. Så næste gang, du har første dag på en ny arbejdsplads, er ude at rejse, er til eksamen, til middag hos svigermor eller andre skræmmende ting – så gør som Robin. Ret opmærksomheden hen på noget, som har god energi. Det kan være svigermors søde hund, en dejlig madpakke, du har med til eksamen, god musik du har med på ferien, en ny kollega, der virker venlig –  Og hold så dit fokus der, som havde du også fået glosuppe. Måske virker det spøjst til at starte med. Men det er ikke spøjst for dit nervesystem. Det vil lappe det i sig, og derved blive tryg, roligere, og gladere  – Og hvis Robin kan, (som er en hest) så kan du også. Så bare åbn øjnene – og ind med glosuppen.