Keep going, just keep on going…..

Der er de dage, hvor det bare virker håbløst. Sådan en dag, var det i dag. Solen skinnede, og endelig var der en pause fra regn, regn og mere regn. Men det blæste. Og blæst er bare ikke Haralds kop te. Mildest talt slet ikke Haralds kop noget som helst. Så resultatet var en Harald, der var overbevist om, at træerne og krattet på hele den ene langside af ridebanen, ville komme efter ham. Harald kunne i en hel time formå at sno sin krop på en sådan måde, at han både i løs-longeringen og i kørelinerne, hele tiden holdt sig uden for krattets angrebs-radius. Samtidig krydrede han træningen med jævnt fordelt over timen at få store chok over træernes svajen i vinden. I dag var jeg glad for min viden omkring det autonome nervesystem, og dets måde at reagere på, for ellers tror jeg, at jeg havde opgivet Harald og overladt ham til krattet. For helt ærligt, så lignede han ikke en hest, der bliver arbejdet koncentreret og fokuseret med hver dag.

Så i dag har jeg ikke lavet andet end at blive ved med at insistere på, at hverken træer eller krat kan spise heste. Og man skal holde tungen lige i munden, for hvis man tror, at fortjenesten kommer i dag, så tager man fejl. Haralds system faldt ikke til ro, før han kom ud på sin egen fold igen. Fortjenesten kommer langsomt dag efter dag, blæsevejr efter blæsevejr. Og den kommer ved at blive ved og ved og ved med at signalere, der er ikke noget farligt her. Og at gøre det på en blid og rolig, men stædig insisterende måde. Er det terapi for Harald? ja, det er det. Harald ved det ikke, og han er også ligeglad. Men hans system oplever, at vi dag efter dag overlever krattet, vestenvinden og andre katastrofer – Og at vi gør det med mig som lederen. Så i dag var også en test af mig. En test af, om jeg blev irriteret, udmattet eller gav op. Og jeg bestod. Jeg fik det ikke til at betyde, at jeg intet kan med heste, og jeg tænkte heller ikke: “Hvorfor kan den tornado af en hest ikke bare slappe af”. Jeg trænede videre, trods vind og blæst og Harald i øst og vest – mens jeg blev ved med at mumle til mig selv: Keep going, just keep on going…