I dag var en god dag. Jeg kørte fra hestene med en følelse af, at have lavet et godt stykke arbejde. Da jeg sad i bilen, tænkte jeg pludselig. “Hvad var det egentlig, der var så godt i dag?” Svaret er, at det var en fornøjelse at ride Harald. Der var ro på. Han kunne lave forskellige dressurøvelser uden at spænde op. Han lyttede og arbejdede roligt og koncentreret. Mens jeg kørte ud på motorvejen, gik det pludselig op for mig, at havde jeg rettet blikket i en anden retning, havde mit positive syn på i dag, måske ikke været helt så skudsikkert. I min evaluering stod der nemlig ikke noget om, at Inedito var ukoncentreret, da jeg arbejde med ham. At Harald i arbejdet fra jorden brugte de første 20 minutter på at være bange for træerne, blæsten, sin skygge mm. Alt det blev simpelthen eraiset af følelsen af fremskridt på dressur-fronten. Og jeg er jo dressur-rytter, så ingen tvivl om, at det umiddelbart er her, jeg måler dagens succes-rate.
Det føltes rart, at det var en god dag. Det er ikke hver dag, at min ridning falder i hak som i dag, så i jagten på følelsen af en god dag, tænker jeg, at det måske kunne være smart at udvide succes-mulighederne. For der er også dage, hvor horsemanship- arbejdet falder i hak. Dage, hvor Inedito pludselig forstår en ny øvelser fra jorden osv. Jeg interviewede engang en sports-coach, som sagde “ følelsen af succes afhænger af, i hvilken retning, du i et mørkt rum, retter din lommelygte. Du kan nemlig kun se det, lyskeglen rammer”. Så med det in mente – Så kunne hver dag faktisk være en god dag, hvis man bare lader lyskeglen ramme det, der er gået godt. Og hvem vil ikke gerne have en god dag? Dem kan man da ikke få for mange af….