Asadel (på foto) er den nye hest på gården. For en måned siden kunne han ikke gå op i en hestetrailer. Vi har nu øvet det i en uge, og nu går han ind uden problemer. Vores anden hest, Harald har også svært ved at gå op i en trailer. Det fikser vi ikke på en uge. Han er nemlig skrækslagen…..
I min hverdag møder jeg tit mennesker, som gerne vil ændre et adfærdsmønster, som de ikke synes er givtigt i deres liv. Det kan være alt fra gerne at ville spise sundere, at kunne være i større forsamlinger uden at blive angst, at kunne tåle nærhed, tåle konflikter, holde på et arbejde osv. Nogle gange er de af den overbevisning, at det er fjollet, at de ikke kan ændre deres adfærd. At det er pinligt. At de burde kunne ændre sig. Burde kunne tage sig sammen osv. Tit har de prøvet at tænke anderledes, være fornuftige, men det har ikke hjulpet.
For Asadel var det ikke svært at ændre adfærd. For ham handlede det ikke om, at han var bange for at gå op i en trailer. Situationen var bare ny for ham, hvilket han mødte med en vis skepsis. Meget naturligt, da jeg jo bad ham om at gå op i et lille lukket rum. Men fordi han ikke var bange, kunne jeg lære ham et gå derop, som var det enhver anden ny øvelse. Hans nervesystem blev ikke aktiveret i angst, og derfor kunne han lytte, lære osv.
For Haralds vedkommende er det en helt anden sag. Hans nervesystem bliver meget let påvirket. Han bliver hurtigt angst og alene det, at trailerdøren er åben, når han skal forbi den, kan bevirke, at han bliver meget urolig.
Så for Haralds vedkommende, giver det derfor ikke mening igen og igen at trække ham hen til traileren for at øve at gå op i det. Det vil bare aktivere han nervesystem og virke retraumatiserende. Han vil føle sig i fare igen og igen. Så her handler det altså om at berolige hans nervesystem.
Det første stykke arbejde består derfor i at skabe tillid mellem ham og jeg. Derefter finde ting, der beroliger ham. Her kigger efter ting, der for ham opleves som rare, så han falder til ro. Det kan for for en hest være at få ros og omsorg, samt at jeg opleves forudsigelig, autentisk og tager lederskab i samværet med den. Først når jeg kan se, at jeg kan berolige Harald, og at han kan berolige sig selv, kan vi begynde at gå hen i nærheden af hestetraileren. Når hans nervesystem bliver aktiveret, og han bliver lidt urolig, prøver jeg at berolige ham ved at gøre nogle af de ting, som jeg ved beroliger ham. Dette gør vi om og om igen.
Heste kan ikke tænke, som vi kan. Derfor kan Harald ikke sige til sig selv, at han da burde kunne gå op i en hestetrailer. Han kan ikke svinge “den store bebrejdende hammer” over sit hoved. Det har han simpelthen ikke intelligens til. Det har vi til gengæld, og mange gør det som sagt i stor stil.
Desværre har det at bebrejde sig selv ikke den effekt, at man derefter kan ændre det uhensigtsmæssige mønster. Tværtimod….For hver gang man bebrejder sig selv, bliver nervesystemet aktiveret i uro, og så kan man ikke ændre adfærd. Den del af hjernen, der skal hjælpe os med at forandre mønstre, kan nemlig slet ikke aktiveres, hvis der er for meget uro i nervesystemet.
Derfor skal man altså være lige så blid ved sig selv, som man ville være med Harald, der med store skræmte øjne stirrer på traileren. Ikke svinge “den store hammer med bebrejdelser”, men i stedet for finde ud af, hvad der virker beroligende for en selv – og først derefter kan man uden at stresse nervesystemet i små doser begynde at lave forandringer i sit liv.