Den gode terapihest

Rán er helt ny. Ny på gården. Ny i relation med mig og ny som terapihest. Og selvom jeg kun har trænet hende et par gange, så ved jeg, at hun bliver en rigtig. Og hvordan ved jeg så det? Hvad er en god terapihest? Udfra hvilke kriterier vælger jeg hestene? Og hvordan træner jeg dem? Det er nogle af de spørgsmål, som jeg rigtig tit bliver stillet. 

Derfor her nogle af de tanker, jeg gør mig i mit arbejde med hesteassisteret terapi i forhold til mine terapiheste, deres uddannelse og arbejde. 

Det absolut vigtigste for en veluddannet terapihest er, at den skal være velafbalanceret, så den kan spejle klientens adfærd autentisk. Den skal kunne finde ro i sit eget nervesystem og i relation.

Udover over Rán har jeg også fået den 23 årige pintoblanding Two Socks, som ny terapihest. Han er faktisk helt tilfældigt efter min nu afdøde hingst, Indiana Jones. 

Når jeg udvælger terapiheste, så kigger jeg efter 3 ting. For det første, at de som nævnt er velafbalanceret i deres nervesystem. Derefter hvordan deres relation er til mennesker, og til sidst, om de er velpassede af deres ejer. 

Som sagt er førstnævnte det vigtigste. Og hvad betyder velafbalanceret så? En velafbalanceret hest er en hest, som i relation er tilstede i nuet, og derfor reagerer autentisk på det, der sker og er opmærksom på, hvad der foregår omkring den. Det er vigtigt at understrege, at en hest, der er rolig lige meget, hvad der sker omkring den, ikke er det samme som en velafbalanceret hest. Som terapeut skal man derfor kigge efter, om hesten er rolig, fordi den er i balance, eller om den er rolig, fordi den ikke er tilstede. Altså prøver at ignorere, hvad der foregår omkring den. En der er ligeglad, har givet op. Det man vil kalde en slukket hest. Heste må gerne reagere, rejse hovedet, spidse ører, stivne i kroppen, hvis der pludselig sker noget uventet. Derefter skal de orienterer sig mod deres leder, og falde til ro, hvis lederen ikke reagerer. Det er, hvad man vil kalde en sund reaktion. 

Derefter kigger jeg på, hvordan deres relation til mennesker er. Hvis hest har for mange dårlige oplevelser med mennesker, så kan de være svære at arbejde med, da heste jo har en rigtig god hukommelse. De skal være nysgerrige, venlige og glade for relation. De skal kunne lide at blive rørt ved. Kunne lide at arbejde i relation, være tilstede med mennesker osv. De skal også invitere til at være i en flok sammen med mennesker og kunne falde til ro i relation, så de kan tilbyde klienten at samstemme dennes nervesystem med hestens. 

Sidst men ikke mindst, så skal de heste, jeg tager ind i mit terapiarbejde have en ejer, der passer og plejer dem. Det er vigtigt for mig, at jeg ved, at “mine” heste er velpassede. 

Jeg udvælger ikke heste efter race. Jeg har både en pinto, araber, islænder, oldenborger og en spansk hest. Tidligere havde jeg også en Dansk Varmblod. Kodeordet er trygge og glade i relation. Jeg har tidligere arbejdet med heste, der var tidligt skadet (læs min blog om det autonome nervesystem), men der er meget arbejde i, at få traumatiserede heste til at kunne slukke deres indre alarmberedskab i nervesystemet. Derfor anbefaler jeg som udgangspunkt ikke dem som terapiheste, når jeg er med til at udvælge heste til andre. 

Rán skal nu i gang med sin træning. Det er meget forskelligt, hvilken træning mine heste får. Både Ravn og Two Socks bliver kun trænet fra jorden. Som udgangspunkt byder træningen på horsemanshiparbejde, også kaldet kropssprog. Hver gang sikrer jeg mig, at hesten er i balance mentalt og kommuniker med mig. Jeg arbejder med, at de skal spejle mit kropssprog, jeg aflæser dem og signalerer tilbage osv. Træningen er også vigtigt, da heste finder deres velvære i deres krop, så derfor sikrer jeg mig hver dag, at de er løsgjorde, afspændte osv. Andre af mine heste, dressurtræner jeg også. Her arbejder jeg også kropsligt med samstemme min krop (mine sædeben, vægtfordeling osv) med hestens. Alle mine heste er også stemmetrænede. 

Rán er en meget sensitiv hest. Hun reagerer på mindste anvisning og er meget tilstede. Jeg ved, hun bliver god, fordi hun samtidig med at hun er sensitiv, også kan falde til ro, være tilstede osv. 

Der ligger stadig en del arbejde før hun er klar, og det kræver altid rigtig meget daglig arbejde i at skabe en god terapihest. Derfor tilbringer jeg også hver dag meget tid sammen med mine heste. De skal jo ligesom en terapeut kunne arbejde i balance for at kunne hjælpe mennesker, der er udfordret. 

Hesteassisteret terapi er på vej frem i Danmark. Det er jeg meget glad for, da jeg mener, at heste har meget at bidrage med i terapi. Derfor er det også vigtigt, at de heste, man bruger er veluddannede og i balance. Nogle af mine klienter er PTSD ramte krigsveteraner og tidigere politibetjente. Jeg har også STU-elever, som tit har haft store udfordringer i skolesystemet. Det er alle mennesker med store chok og traumer i deres nervesystem. Derfor kræver hesteassisteret terapi selvfølgelig altid veluddannede terapeuter både i forhold til de to- og firbenene af slagsen. 

Stop med at svinge den store bebrejdende hammer

Asadel (på foto) er den nye hest på gården. For en måned siden kunne han ikke gå op i en hestetrailer. Vi har nu øvet det i en uge, og nu går han ind uden problemer. Vores anden hest, Harald har også svært ved at gå op i en trailer. Det fikser vi ikke på en uge. Han er nemlig skrækslagen…..

I min hverdag møder jeg tit mennesker, som gerne vil ændre et adfærdsmønster, som de ikke synes er givtigt i deres liv. Det kan være alt fra gerne at ville spise sundere, at kunne være i større forsamlinger uden at blive angst, at kunne tåle nærhed, tåle konflikter, holde på et arbejde osv. Nogle gange er de af den overbevisning, at det er fjollet, at de ikke kan ændre deres adfærd. At det er pinligt. At de burde kunne ændre sig. Burde kunne tage sig sammen osv. Tit har de prøvet at tænke anderledes, være fornuftige, men det har ikke hjulpet. 

For Asadel var det ikke svært at ændre adfærd. For ham handlede det ikke om, at han var bange for at gå op i en trailer. Situationen var bare ny for ham, hvilket han mødte med en vis skepsis. Meget naturligt, da jeg jo bad ham om at gå op i et lille lukket rum. Men fordi han ikke var bange, kunne jeg lære ham et gå derop, som var det enhver anden ny øvelse. Hans nervesystem blev ikke aktiveret i angst, og derfor kunne han lytte, lære osv. 

For Haralds vedkommende er det en helt anden sag. Hans nervesystem bliver meget let påvirket. Han bliver hurtigt angst og alene det, at trailerdøren er åben, når han skal forbi den, kan bevirke, at han bliver meget urolig. 

Så for Haralds vedkommende, giver det derfor ikke mening igen og igen at trække ham hen til traileren for at øve at gå op i det. Det vil bare aktivere han nervesystem og virke retraumatiserende. Han vil føle sig i fare igen og igen. Så her handler det altså om at berolige hans nervesystem.

Det første stykke arbejde består derfor i at skabe tillid mellem ham og jeg. Derefter finde ting, der beroliger ham. Her kigger efter ting, der for ham opleves som rare, så han falder til ro. Det kan for for en hest være at få ros og omsorg, samt at jeg opleves forudsigelig, autentisk og tager lederskab i samværet med den. Først når jeg kan se, at jeg kan berolige Harald, og at han kan berolige sig selv, kan vi begynde at gå hen i nærheden af hestetraileren. Når hans nervesystem bliver aktiveret, og han bliver lidt urolig, prøver jeg at berolige ham ved at gøre nogle af de ting, som jeg ved beroliger ham. Dette gør vi om og om igen. 

Heste kan ikke tænke, som vi kan. Derfor kan Harald ikke sige til sig selv, at han da burde kunne gå op i en hestetrailer. Han kan ikke svinge “den store bebrejdende hammer” over sit hoved. Det har han simpelthen ikke intelligens til. Det har vi til gengæld, og mange gør det som sagt i stor stil. 

Desværre har det at bebrejde sig selv ikke den effekt, at man derefter kan ændre det uhensigtsmæssige mønster. Tværtimod….For hver gang man bebrejder sig selv, bliver nervesystemet aktiveret i uro, og så kan man ikke ændre adfærd. Den del af hjernen, der skal hjælpe os med at forandre mønstre, kan nemlig slet ikke aktiveres, hvis der er for meget uro i nervesystemet. 

Derfor skal man altså være lige så blid ved sig selv, som man ville være med Harald, der med store skræmte øjne stirrer på traileren. Ikke svinge “den store hammer med bebrejdelser”, men i stedet for finde ud af, hvad der virker beroligende for en selv – og først derefter kan man uden at stresse nervesystemet i små doser begynde at lave forandringer i sit liv. 

Skab kontakt – Det gør alting meget nemmere

Når jeg går, følger mine heste efter. Når jeg står stille, stopper mine heste op bag ved mig – og når jeg går et skridt frem mod dem, så bakker de et skridt tilbage. Nogle gange kan det ligne, at vi opfører en hel lille dans sammen. Det kan lyde sjovt og hyggeligt – Det er det også. Men mest af alt gør jeg det for at skabe kontakt. Heste er konstant i kontakt med hinanden. De læser hinandens kropssprog for at kunne aflæse, om der er ro i eller fare på færde i flokken. Det har de gjort i mange hundrede år og er derfor eksperter i aflæsning af kropssprog. 

Når jeg skaber kontakt til mine heste, gør jeg det for det af 3 årsager. For det første, så øger det sikkerheden for mig. Når heste føler, at vi kan aflæse deres kropssprog, og at vi kan kommunikere tilbage til dem med vores kropssprog, så bliver de rolige, nemmere at læse og derved mere forudsigelige – og det er alfa omega i forhold til sikkerhed.

For det andet, så går indlæringen med heste meget nemmere, når de hele tiden har fokus på mig og kan aflæse mit kropssprog og signaler. 

Men sidst og VIGTIGST – så bevirker kontakt til andre, at jeg kommer jeg tilstede i nuet og føler mig i kontakt – og dét er ren wellness, terapi, mindfullness and all that jazz for os mennesker. Ligesom hesten, er vi som flokdyr designet til at være kontakt. Vores autonome nervesystem bliver beroliget, vi bliver gladere og restituerer bedre. Det er ret smart lavet fra naturens side, da vi har bedre chancer for overlevelse ved at være i en flok, så derfor udløses en kaskade af positiv biokemi i vores krop, når vi oplever kontakt og samhørighed. 

I dag står tilbuddene om “ikke kontakt” desværre i kø. De mange sociale medier tilbyder, at man kan kommunikere med hinanden, dog uden at kunne aflæse den person eller den omverden, man kommunikerer med. Det kan forvolde store udfordringer i forhold til misforståelser, følelsen af at skulle fremstille sig selv på en bestemt måde, og følelsen af ensomhed.

Når jeg har klienter i terapi, som har svært ved at skabe kontakt, er ensomme, eller angste for nære relationer, bliver de ofte meget berørte, når de oplever kontakt med hesten. Pludselig oplever de, at de har hestens fulde opmærksomhed, og den har deres. De kan aflæse dens kropssprog og den kan aflæse deres. Den følger dem friviligt rundt på ridebanen. Den bevæger sig i samme tempo som dem, og signalerer meget klart, at dens største ønske er at være sammen – og at den er glad, rolig og tilfreds, fordi den oplever kontakt. Kontakten til et andet væsen (her hesten) bevirker, at det pludselig bliver meget lettere for klienten at mærke sig selv, ro og glæde, fordi den del af nervesystemet, hvor ro, tryghed, glæde, restitution jo bliver aktiveret gennem kontakten. 

Og hvad kan man så bruge det til i sin hverdag? Det kan man bruge til at lære sig selv “at stille sig til rådighed” for relationer, hvor der er kontakt. Det kan lyde langhåret. Det er det ikke. Det kan være udfordrende, da det betyder, at man skal vise, hvem man er, og måske komme til at føle sig sårbar. Det kan være svært fordi, man har lært sig selv at manipulere, at præstere, eller at det ikke er i orden at sætte grænser – alt sammen for at blive accepteret af “flokken”.

Den store gevinst ved at kunne etablere kontakt til andre er dog hele udfordringen værd. Det betyder nemlig, at ligesom i arbejdet med hestene, så bliver ens hverdag så meget nemmere, når man oprigtigt ønsker relationer, hvor der er kontakt – og når man ved, hvordan man skal gøre med sig selv for at kunne tilbyde at være i god kontakt med andre.

De små pausers gud

Solen skinner ned i vandet. Temperaturen har lige passeret de 28 grader, og stilheden i dalen er fascinerende. Lige nu er det svært at forestille sig, at jeg har haft rigtig travlt. Ikke desto mindre har jeg brugt den seneste tid på at arbejde – og faktisk rigtig meget….

Derfor holder jeg nu en pause og er taget til Spanien. Som selvstændig er fristelsen enorm til at arbejde, arbejde og arbejde noget mere. Følelsen af, at hvis jeg lige arbejder lidt mere, så kommer det til at gå endnu bedre for mit firma, hiver konstant i en.

Dog har jeg lært mig selv at krydre min hverdag med små pauser. Det betyder, at jeg mellem klienter og træning af hestene lige stopper op, drikker lidt vand, kigger på hestene på marken og ingenting foretager mig.  

Når jeg får klienter i terapi med stress, så kan tanken om mange små pauser i løbet af dagen virke utænkelig. Tanken om ikke at være effektiv, om ikke at yde sit max og følelsen af dårlig samvittighed, får dem til at ikke at have lyst til at skulle bevæge sig ned af de små pausers spor. 

Ikke desto mindre er det en god ide for vores krop og sind at overveje at konvertere til de små pauser. Vores biokemi og autonome nervesystem er nemlig ikke designet til at skulle præstere hele tiden og derved have et konstant højt stressniveau. Grundtonen i vores system skal gerne være ro. Og her er de små pauser et godt redskab.

De effektive vil selvfølgelig spørge mig, hvad sådan en pause skal gøre godt for? Det er meget simpelt. Den kan nemlig tre ting: 

Den skal sørge for, at din krop kan restituere, bearbejde og genopbygge, hvilket kun et nervesystem i ro kan. Den skal sørge for, at dit tarmsystem får de bedste betingelser. I dag ved vi jo, at tarmenes tilstand har en afgørende indflydelse på vores psykiske tilstand. Sidst men ikke mindst skal den sørge for, at dit autonome nervesystem ikke presses igen og igen, så det bliver svære og svære at komme tilbage i ro. 

Og så kan daglige besøg hos de små pauser også bruges som et lille systemtjek. Her kan man nemlig mærke, om der er ro eller uro indeni. Gode indikatorer på, at trykket er for højt på stresskedlerne, er hvis man ikke synes, at man har tid til en lille pause, får dårlig samvittighed, føler at kroppen stresser videre, eller slet ikke kan overskue at skulle arbejde igen. 

Sidst men ikke mindst skal pauserne bruges som en rar “fortøjning” til ro. Noget du altid kan gribe til for at berolige dig selv og dit system.

Jeg tror, de små pauser blev dyrket mere før i tiden. Her tog man helt naturligt små pauser i løbet af arbejdsdagen. I dag har effektivitets-begrebet fordrevet de små pauser, så der ikke er grænser for, hvor effektive, vi skal være. Så effektive, at vi ikke bliver glade, trygge og rolige af det. 

Jeg tror med fordel, vi kan bygge et lille tempel til de små pausers gud, og igen begynde at dyrke den med omhu og respekt. Så med det in mente vil jeg nu svømme en tur, nyde udsigten og tage mig en lille pause.

Du kan IKKE klare det alene!

Du skal gøre det selv. Du skal lære at stå på egne ben, og du skal kunne klare dig alene. Det er sætninger, som mange har hørt i deres liv. Vigtigheden af at kunne selv. Desværre tror mange, at det betyder, at de skal kunne klare ALT alene. Og endnu værre, at de, når de bliver kede af det, angste, stressede, mister en nær person mm, også skal deale med det, ALENE…

Problemet ved det er, at det ikke kan lade sig gøre. Vi er nemlig et flokdyr, som er skabt til at bearbejde, hele og forandre sammen. Det betyder, at vores autonome nervesystem kan bearbejde sorg, traumer og lave om på uhensigtsmæssig adfærd, altsammen i kontakt med andre – fordi det er vi designet til. 

Heste løser alt i relation. De kan slet ikke forestille sig at løse noget som helst alene. Selvom de ikke er særlig intelligente, så har de regnet ud, at alene kan de ingenting. De vil derfor altid søge kontakt, når der sker noget, som foruroliger dem. De er eksperter i at mærke, hvad der sker i dem selv – mærke, hvad de oplever, der sker hos de andre heste – og mærke, hvordan relationen er imellem dem. Det er til gengæld noget af det, som forvolder os mennesker store problemer i dag. Enten kan vi kun mærke, hvad der sker hos os selv. Eller også kan vi kun mærke, hvad der sker hos de andre – og det at mærke, hvad der sker imellem os, er endnu sværere for mange. 

For at kunne ændre tankemønstre, forandre følelser og adfærd, kræver det, at hjernen laver nye nervebaner. Det gør den ved at få erfaring for at noget nyt. Ikke bare en gang, men flere gange (gentagne små repetitioner). Det skal gøres i en tryg relation, hvor der er kontakt. Derved aktiveres nemlig den del af vores autonome nervesystem, hvor vi kan lytte, mærke, reflektere osv.

Tilbuddene om at være i “ikke kontakt” står desværre i kø. Sms, sociale medier mv. Her kan man være synlig, være “på”, være engageret, men følelsen af at være i ægte kontakt med andre, kræver som udgangspunkt, at man kan se den anden person, høre stemmen, se kropssprog osv. Det er nemlig noget af det, nervesystemet kigger efter, når det skal vurdere, om der er kontakt. Men fordi mange forveksler kontakt med noget, hvor man skal “se ud”, præstere, være på osv, så trækker folk sig ofte ud af relationer, når de oplever kriser i deres liv. De tror, at de derved kan løse problemerne selv, men opdager ofte, at deres udfordringer er de samme, når de så kommer tilbage til fællesskabet.

Det her er ikke en salgstale for heste-assisteret terapi – og så er det alligevel. For her har jeg set, hvordan folk sammen med hesten og mig kan bearbejde følelser, finde nye veje og ændre adfærd. Altsammen fordi de oplever kontakt. Mange bliver lettede, glade, berørte og endda også næsten helt euforiske, simpelthen fordi tryg kontakt er ren wellness for vores nervesystem. 

Så i stedet for at sætte en ære i at klare alting selv, så ville det være klogt, smart og snedigt af os at sætte en ære i at opsøge, tilbyde og værne om kontakt og samhørighed – og på den måde give vores autonome nervesystem alt den medvind, det kan få i arbejdet med at hjælpe os til tryghed, glæde og balance.  

Man kan ikke lære noget, når man er utryg

Som psykoterapeut møder jeg en del unge gymnasie-piger, som har stress og angst. De bliver utrygge, hvis der er mange mennesker og får angstanfald. De føler sig udenfor fælleskabet, er ikke rigtig trygge ved veninder og fortæller dem ikke om deres angst. De har svært ved at følge med i skolen enten fordi, de har svært ved at lære nyt stof – eller simpelthen fordi, de ikke kan overskue fag, opgaver osv. Når de er hjemme, er de typisk angste, deprimerede eller udmattede.
Tit siger de til mig: “Jeg forstår det ikke. Det gik rigtig godt for mig i folkeskolen, og nu kan jeg slet ikke følge med”. 

Forklaringen er enkel. Man kan ikke lære noget, når man er utryg. Den ene del af vores autonome nervesystem (den sympatiske del) er nemlig fra naturens side lavet til at beskytte os, hvis vi bliver angrebet af et rovdyr eller lignende. Og når den del er aktiveret, så kan vi ikke lære noget som helst. Vi kan kun flygte eller kæmpe. Så sidder man i gymnasiet og er utryg, fordi man er bange for ikke at være dygtig nok, ikke smuk nok, ikke klog nok, ikke sjov nok, ikke populær nok osv, så vil den del af nervesystemet (den sympatiske del) helt automatisk gå i gang. Det er ikke noget, man selv kan kontrollere. Man kan altså ikke bare tage sig sammen og få det til at forsvinde, og man kan ikke bare ignorere det. Konsekvensen bliver ofte, at man ikke rigtig er tilstede i nuet, ikke rigtig kan lytte efter, ikke kan grine, har svært ved at spise, kan føle sig lukket inde i klasselokalet osv. Det er ikke noget kroppen og nervesystemet gør med vilje. Det er bare lavet sådan fra naturens side fra den gang, vi skulle overleve i naturen.

Det betyder altså ikke, at man er uintelligent, doven eller dum. Ens nervesystem er på overarbejde i skolen, fordi det tror, at man er i fare. Det kan ikke skelne mellem virkelig fare (en løve) eller pres, forventninger fra omverdenen og en selv. Og når nervesystemet er på over arbejde, så kan resten af hjernen ikke lære noget. Tværtimod så lukker den del af hjernen ned, som man bruger til at lære nye ting, da hjernen ikke har kapacitet til både at holde del af hjernen i gang, der beskæftiger sig med at beskytte os mod farer og den del, der skal lære nye ting. 

Når jeg møder disse piger, starter vi ofte terapi-arbejdet med at lede efter noget, som de oplever som “rart”. Det kan virke fjollet. Det er det ikke. Noget som opleves rart, aktiverer nemlig den del af nervesystemet (den parasympatiske del), som beroliger vores krop og hjerne, og herved kan man igen begynde at indlære. Derefter kigger vi på de årsager, der ligger til grund for angsten, uroen osv, og hele tiden arbejder vi med at afbalancere nervesystemet. Jo mere nervesystemet afbalanceres, jo mere vil angsten begynde at lægge sig, så skolen, forsamlinger osv kan igen føles ok at være i. Indlæring sker bedst, når man er tryg, glad, nysgerrig, rolig osv. Det glæder selvfølgelig også for de unge piger i gymnasiet….

Foto: Victoria Binder

Det autonome hvad for noget? 

Jeg bliver rigtig tit spurgt om, hvad det autonome nervesystem er, samt hvorfor det giver mening at arbejde med det i terapi sammen med heste.

Vores autonome nervesystem er den del af vores nervesystem, som er uden for vores kontrol. Det er fra naturens er designet til at skulle få os til at kunne kæmpe eller flygte, hvis vi oplever, at vi er i fare. Samtidig skal det få os til at kunne slappe af og restituere, når vi føler os trygge og glade. Hvorvidt vores autonome nervesystem er i ro eller i aktivitet er afgjort af, om der er aktivitet i den parasympatiske del af systemet, eller den sympatiske del.

Den sympatiske del er aktiveret, hvis vi føler os i fare.

Den parasympatiske del er aktiveret, hvis vi føler os trygge.

Et velafbalanceret nervesystem kan skifte fra at have aktivitet i den sympatiske del (hvis vi føler os i fare) til at have aktivitet i den parasympatiske del (når vi så føler os trygge igen). 

Vores krop tåler til gengæld dårligt, hvis der konstant er for meget aktivitet i den sympatiske del. Det vil sige, at vi konstant føler os i fare og er urolige, som F.eks ved stress, angst, depression mm.

I terapi giver det mening at arbejde med det autonome nervesystem, fordi mange mennesker i dag har en tilværelse, hvor den sympatiske del tit er aktiveret på grund af en hverdag med stress, press og usikkerhed. Da vores krop restituerer, når der er aktivitet i den parasympatiske del, skal vi det meste af vores dagligdag helst have aktivitet der. Altså føle os glade, trygge og i ro. Sker det ikke, kan det ofte blive sværere og sværere at finde “døren” indtil denne del . Altså finde nøglen til, hvad der får dig til at falde til ro, være tilstede, føle dig tryg osv. 

I terapi giver det derfor god mening at arbejde med at finde adgang til den parasympatiske del. Når denne adgang etableres, kan man nemlig lettere og oftere bringe sig selv tilstede og i ro og derved opleve glæde og tryghed. 

Til det terapi-arbejde giver hestene mening, fordi de for det første som flokdyr og flugtdyr hele tiden tydeligt viser, hvilken del af deres nervesystem, der er aktiveret. Samtidig vil de som flokdyr spejle, hvordan dit nervesystem har det, da de konstant med spejlning af hinanden signalerer, hvordan alle i flokken har det.  

Mange mennesker med F.eks. stress, angst, og depression har svært ved at mærke, hvad der skal til for at berolige dem. Sammen med hesten kan man med øvelser arbejde med at afklare, hvad der skal til for at aktivere sin parasympatiske del. Lige så snart man én gang har fundet “sin adgang” til det parasympatiske system, bliver det meget nemmere at aktivere den del igen og igen og derved kan din krop finde ro, hvile, glæde mm. 

For det andet beroliger heste hinanden ved at være meget aktiveret i deres parasympatiske system og virkelig udstråle ro, tryghed og hvile. De pruster, gaber, tygger og lukker øjnene. Velafbalancerede heste kan derfor også hjælpe dig med at finde ro ved, at du kan “læne” dig ind i deres system og derved blive beroliget. Det er en god måde at starte med at få aktiveret sin parasympatiske del ved simpelthen at arbejde “læne” sig ind i hestens ro. 

Når man kan berolige sit nervesystem, vil man opleve, at ens sympatiske del (uro, angst mm) bliver sjældnere og mindre voldsomt aktiveret, og man vil langt hurtigere kunne falde til ro igen.

Samtidig gør kontakten med heste et stort indtryk på de fleste mennesker, også dem der ikke har interesse eller kendskab til heste. Når man oplever ægte kontakt og samhørighed med et så stort, smukt og ærligt dyr, oplever jeg, at mange får lyst til og mod på at forandre de mønstre og handlinger, der står i vejen for, at de kan opleve ro og glæde.

Foto: Victoria Binder